Senest ændret den 4. december 2020 9:14
Den hule, hvori H.C. Brodersen opholdt sig sammen med adskillige hundrede andre soldater, er braset sammen og mange er blevet knust. Men Brodersen og hans nærmeste kammerater er sluppet ud.
De fleste af os fandt sammen nede i Dalen, hvor ogsaa en Løjtnant fra Kompagniet, men som vi ikke havde set i Hulen, blev antruffet. Han samlede sammen paa Resterne af dem, der hørte til Kompagniet, og da han hørte, at vi var løbet fra det hele og ikke en Gang havde bjerget hverken Maskingeværer eller Gasmasker, gav han omgaaende Ordre til, at vi skulde hente det hele tilbage.
Berliner Justav, Skorstensfejeren og jeg samlede alt, hvad der var i Nærheden af Mandskab, og paany gik det tilbage til Hulen.
Skydningen var imidlertid aftaget betydeligt, og uden Tab naaede vi Hulen. Vi samlede, hvad vi mente, vi kunde bære og skyndte os forøvrigt med at komme ud.
Opholdet var uhyggeligt. Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp. Mange Gange lød det, som om Raabene kom fra Gravens Dyb. „Hier Hauptmann Reich,” lød det fra et Sted. „Hier Hauptmann Reich,” ikke mere, men det var nok til at vide, at Hauptmanden var indeklemt et Sted imellem Stenene og ikke ‘kunde slippe fri ved egen Hjælp.
Vi søgte at finde Stedet, hvorfra Raabene lød, men kunde ikke finde, hvorfra de kom. Det var som i en stor Grav, og Raabene gav Genlyd til alle Sider.
Under vor Vandring i Hulen kom vi forbi Døren til Spisekamret. Den var revet af sine Hængsler, og der var uhindret Adgang. Her var alt tænkeligt spiseligt opmagasineret, og selv under disse uhyggelige Forhold kunde Skorstensfejeren ikke lade være med at aflægge Spisekamret et Besøg.
Det var ogsaa Anstrengelserne værd. Det varede heller ikke længe, før vi havde tømt vore Tornystre for alt overflødigt Indhold, og Brød, Skinker og Pølser forsvandt ned i dem i Stedet for. Store Kurveflasker fyldt med Rom og Cognak blev hældt over i mindre Vandflasker og fordelt i alle Lommer.
Det sidste vi hørte, forinden vi forlod Hulen, var: „Hier Hauptmann Reich.”
Da vi naaede Dalen, laa denne fyldt med Gas. De afhentede Gasmasker kom os nu til god Nytte, og med dem for Ansigtet søgte vi at finde Kammeraterne. De var dog ikke til at finde noget Steds, i hvert Fald ikke samlet, men enkelte traf vi, som, væltende sig i Smerter, allerede nu havde indaandet saa meget Gas, at de var prisgivet denne snigende Død. Af og til hørte vi dette velkendte „Plump” fra en Gasgranat, der eksploderede med en Lyd, som om en Tallerken smadres. Gassen, der strømmede ud fra Granaten, var gulIiggraa, men efterhaanden antog Farven samme Farve som Luften og var nu saa meget farligere, da den nu ikke kunde ses. Smagen var sødlig, men vi skulde helst lade være med at smage paa den.
