14. september 1915. Regiment 84: Russerne holdt overgangen over bækken under ild.

Senest ændret den 18. september 2015 10:31

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84, der i september 1915 befandt sig på Østfronten.

Foran os på højderne vest for Bartosze havde russerne sat sig fast i en godt udbygget stilling.

I et tæt buskads forsøgte vi den 14. september at nærme os fronten, men vor opmarch var blevet bemærket, og ved Juszki holdt russerne overgangen over bækken under ild.

5. og 6. kompagni blev trukket over bækken, mens vi blev ved Juszki og 7. kompagni stod længere tilbage. Vore 3 delinger lå med 50 skridts afstand i buskadset i bæk-sænkningen. Fjenden havde set os fra sin observationsballon, for snart susede granater og shrapnels ned over os.

Jeg lod nu min deling gå over bækken og grave sig ned i engkanten på den modsatte side, men alligevel havde jeg på kort tid 1 død og 3 sårede. Den døde var sygebæreren Nissen fra Anstedt [der må menes Anslet], Haderslev amt (Kreis), der faldt død om, mens han forbandt en kammerat.

Vor 3. deling under Vizefeldwebel Lohfert, der var blevet i buskadset, gik det meget værre. En shrapnelsalve slog ned og dræbte eller sårede 21 mand. Vor 2. deling under Vizefeldwebel Bielenberg blev hen mod aften trukket frem til forstærkning af 6. kompagni, mens resten af kompagniet tilbragte natten til 15. september i en hulvej ved Juszki.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *