Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteriregiment 31. I sommeren 1915 var han beskæftiget med at bygge dækningsrum ved Avricourt, men i oktober 1915 blev hans regiment forflyttet til egnen omkring Lorettohøjen.
Fra den forholdsvis rolige stillingskrig i egnen omkring Royon var vi oktober 1915 med toget transporteret til egnen ved Lorettohøjden. Ved midnatstid standsede vi ved byen Billy-Montigny, og kort efter stod vi opstillet på en mark ved siden af banegarden.
Det var bælgmørkt. Man kunne næppe skelne sin sidemand. Ude i det fjerne brølede kanonerne. I nattens mørke øjnede vi eksplosionerne fra shrapnels. En korporal, som stod ved siden af mig, udbrød: „Vi er kommet til et livligt sted.”
Jeg gav ham ret; men i det store og hele blev der ikke talt ret meget. Enhver var optaget af sine egne triste tanker, for een ting var vi klar over, den nemlig, at mange af os ikke havde ret mange timer tilbage.
Efter en lang ventetid satte vi os endelig i bevægelse. Vi gik ind igennem byen, og på den anden side gjorde vi holdt. Her befandt vi os i hjertet af den franske grubeindustri, og her lå også byen Mericour-Caronne. Man gav os ordre til selv at søge kvarter.
Klokken var tre om natten. Vi stormede ind i husene, og hvor dørene var lukkede, blev de slået ind. Jeg sov denne nat pa en forstue foran en slagterbutik. Her lå en halmbunke.
Det var blevet højlys dag, da jeg omsider vågnede, men jeg var gennemisnet af kulde. Til alt held havde jeg et lille spritapparat i mit tornyster, og da jeg også ejede en smule kaffe, fik jeg i en fart en kop skoldhed kaffe fremtryllet.
Sammen med en bid tørt brød kvikkede det vældigt op. Nu det var blevet lyst, så vi først rigtigt, hvorledes vore omgivelser tog sig ud. Alle vegne ragede høje skorstene i vejret. Det var en typisk grubeegn og tæt befolket. Rundt omkring lå arbejdernes boliger; de lå tæt op ad hinanden og dannede så at sige et sammenhængende hele.
Alt så trist og skummelt ud. Rønnerne var sorte, røgsværtede; men de var beboet af landets fjender, og disse bidrog just ikke til at satte et venligere præg på byen og egnen.
Ved parolen om middagen bekendtgjordes, at vi skulle forblive i byen til næste dags aften. Der blev stor glæde over hele linien, og da der selvsamme dag var blevet udbetalt lønninger, var der livlig omsætning i kantinen. Gaderne genlød af støj og latter.
Jeg havde for denne nat faet fat i et sengested og en madras, og tildækket med min kappe sov jeg storartet.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1955