Enkefru Røgind var på sommerbesøg hos sin broder på Damager, Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for ikke at vende tilbage til København, hvor hun havde en lejlighed, men at blive i Sønderjylland. Gennem hele krigen førte hun dagbog om sin hverdag i Haderslev, den 24. juli 1915 skrev hun:

Flag allevegne. Saa Pastor Prahl med højstegne Hænder hejse sit Flag, det gav et Stik i mit Hjærte. En Mængde Soldater rejste i Dag. Lise og jeg kom midt ind i det hele, en Trængsel uden Lige. Soldaterne fulgt af det halve af Byen og smykkede med Roser, og Buketter blev der stukket ind til dem af Damer og Børn. Nu hørte vi, at 12—13 Aars Piger af Lærerinden havde faaet Ordre til at følge Soldaterne, og de, der medbragte en Pakke til dem, fik to Timer fri og fri for Lektie. Susse Refslund [nu Adjunkt i Ribe] havde ingen Pakke med og fulgte heller ikke. Hun og en til, som havde glemt sin Pakke, blev lukket inde, og da Pigebørnene kom tilbage, omringede de Susse og spurgte: »Warum hast du keine Liebesgabe mitgebracht«. Hun svarede kun det, om de saa spurgte hende nok saa meget:» Weil ich nichts habe«, og der var ikke mere at faa ud af hende, men saa raadslog de andre lidt, og saa hed det. sig: »Wir wollen nicht mit dir spielen, du bist zu dänisch«. De andre danske Pigebørn i Klassen havde Pakke og Blomster med og fulgte Soldaterne. Men sikke Pædagoger de er. Man flager i Aften, og Klokkerne ringer, og der er Sang i Gaderne.

(Fra Sønderjyske Aarbøger 1934)