Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Den 6. maatte jeg paa Vagt ude i en sappe [fremskudt skyttehul til observation, RR]. Jeg kom godt derud ved at springe fra det ene Hul til det andet. Men nu blev Ilden mellem Hulen og mig saa slem, at jeg ikke kunde blive afløst. Jeg laa helt gemt i Sne, og det frøs, saa jeg næsten var helt stiv.

En Løjtnant vilde ud til mig, men da han var kommen Halvvejen, blev han ramt i den ene Haand, saa den blev fuldstændig reven af. Han flygtede tilbage, og nu turde ingen prøve paa at komme derud igen, og jeg kunde heller ikke komme tilbage. Der stod jeg saa uafbrudt i 12 Timer i den værste Kulde og omtrent begravet i Sne.

Endelig var jeg nødt til at skulle tilbage for ikke at fryse ihjel, da jeg ikke kunde holde mig vaagen længere, og jeg kunde lige saa godt dø paa den ene Maade som paa den anden. Jeg sprang op, men var saa stiv, at jeg ikke kunde løbe. Jeg tumlede ned i et Granathul, op igen og ned i det næste og saa fremdeles. Da jeg var kommen Halvvejen, kunde jeg ikke mere og lagde mig ned i et Hul og tænkte ingen Ting. Nerverne var alt for oprevne til, at jeg kunde tænke.

Jeg havde vel ligget der nogle Minutter, da en Granat sprang ved Siden af og væltede Jord og Sten ned over mig. Jeg vaagnede op og besluttede at gøre et sidste Forsøg. Jeg væltede mig gennem Sne og Jord, der var fuldstændig rødt af Blod, og naaede endelig Hulen. Jeg saa godt en Løjtnant tiltalte mig, men kunde ikke samle, hvad han sagde. Nerverne var fuldstændig ødelagt, saa jeg kunde hverken tænke eller handle.

Jeg lagde mig hen i et Hjørne af Hulen og faldt hen i en Døs, hvor jeg laa et helt Døgn. Jeg sov ikke, men var ikke i Stand til at kunde rejse mig og heller ikke tænke klart. Da jeg atter kunde rejse mig og kom op, var der helt roligt. Russerne havde bedt om Vaabenstilstand for at begrave deres Døde, og det var gaaet i Orden for tre Dage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)