Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. I januar-februar 1917 lå han med sit kompagni i en ramponeret lade ved Mireaumont.
Hver Nat gik vi paa Patrulje ved Grandcourt. Vi tog af Sted ved Ettiden og var tilbage igen om Morgenen omkring ved Klokken ni. Vi skiftedes til at blive hjemme. Det var jo nødvendigt at holde Opsyn med vore Ejendele i Laden. Nytaarsdag var jeg saa heldig at kunne blive tilbage, og jeg nød virkelig Dagen i Fred og Ro.
En af de første Dage i det nye Aar fik vi en ny Feldwebel. Han mødte den første Dag med en ordentlig Brandert og holdt en Tale til os. Han lovede os, at han altid vilde være blandt sine Folk, og om det saa skulde blive hans Død. Han var vel højt oppe! Store Ord og fedt Flæsk . . . .
Sidst i Januar fik jeg Halsbetændelse og kom paa Lazaret i Dinant. Her var jeg i fjorten Dage.
Da jeg kom tilbage til Kompagniet, var jeg saa uheldig straks den første Nat at maatte med ud at trække Pigtraad. Jeg havde allerede lagt mig til Hvile, da Feldwebelen kom ind. Han tog fat i min Støvle, ruskede mig vaagen og sagde: „Op med dig, min Ven, nu skal vi frem. Vi skal trække Pigtraad!” Jeg foregav, at jeg endnu var syg og klagede mig, men det hjalp ikke.
Vi var vel omkring ved 25 Mand, der maatte af Sted. Da vi var færdige med vort Arbejde, fandt Feldwebelen paa, at vi skulde trække endnu en Portion. Han havde nemlig paa Udturen opdaget, at der laa en Mængde Ruller Pigtraad henslængt bag et Hegn.
Vi protesterede naturligvis omgaaende, og der skulde en Masse Overtalelser til, før vi indvilgede. Vi gik altsaa tilbage, men da vi skulle tage Rullerne op, opdagede jeg, at Feldwebelen forsvandt ned i en Understand i Nærheden.
„Naa,“ tænkte jeg, „kan du gøre det, saa kan jeg ogsaa. “ Jeg dumpede altsaa ogsaa derned. Der var mange Soldater dernede. Han genkendte mig ikke. Det var ogsaa let at skjule sig blandt de mange.