A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten.
(… fortsat)
Som jeg lige har fortalt, skulde vi være Stabsballon, og af den Grund skulde vi forsyne os med en Masse lette Telefonstænger, som kunde sættes op under Fremmarchen. Vi skulde jo opretholde Forbindelsen bagud.
Jeg fik en Dag Ordre til sammen med en af vore Lastbilchauffører at tage til en stor Pionerpark Syd for Fresnoy le Grand for at hjemføre et svingende Læs af disse Stænger. Da vi, forsynet med en Rekvirerseddel, kom derhen, kasserede jeg alt, hvad der blev forevist os, som uegnet til Formålet.
Til sidst kom Pionerparkens Major og sagde, at de intet andet havde end disse tykke Granstammer 6-8 m lange, lige afkvistede og med en Tykkelse af 12-18 cm i Rodenden. Disse Bomme, som var velegnede til Stillads-Rejsebomme ved et 3-Etagers Hus, men ikke Spor anvendelige under en Fremmarch, hvor alt skulde gå hurtigt og let, kasserede jeg.
Ja, det måtte jeg selv om! — sagde han.
„Det går ikke an,“ — sagde Chaufføren, — „det går ikke an at komme tilbage med tom Vogn, om så Stammerne er nok så ubrugelige.”
„Vær bare rolig,” sagde jeg til ham. — „Hvem har Kommandoen her, du eller jeg? Der er noget, der hedder at handle efter Konduite, og tror du, jeg vil stå her i seks Timer sammen med dig for at læsse denne Vogn med alt det friske Tømmer? Til sidst vil vi være så oversmurt med Harpiks, at vi slet ikke kan slippe Træet. Nej, jeg tager Ansvaret! Nu tager vi ind til Fresnoy le Grand og henter de Telefon-Batterier, vi skal have derinde, og så besøger vi Soldaterhjemmet, og bagefter går vi i Biografen og ser Asta Nielsen!”
Min Ulyst til at bestille alt for meget som tvungen tysk Soldat kan bl. a. henføres til min Dagbog, i hvilken jeg for Eksempel den 9. Januar 1917 i Nantillois for an Verdun skrev — en Dag, da jeg var godt gal i Hovedet på hele den tossede Krig og specielt på de tyske Officerer: „Derfor vil jeg også se at trykke mig og lave så lidt som muligt. Det skal være sådan, at jeg får Samvittighedsnag, hver Gang jeg har bestilt lidt for meget. — Hvis det var gamle Danmark, ja — så var det en helt anden Sag!”
Som sagt, så gjort.
Ved 6-Tiden vendte vi tilbage til Sequehart, og jeg gik op på Skriverstuen for at aflægge Rapport. Et Kvarter forinden var Lt. Küster lige kommet derop fra et Møde i en eller anden Stab, hvor man havde drøftet Offensiven, og hvor der var blevet pålagt Officererne at sørge for en skrap Disciplin og ikke tåle nogen Slingren i Geledderne. Han havde lige givet Skriverstuens Personale den første Omgang. Og så kom jeg.
Jeg skal love for, at jeg fik læst og påskrevet. Ordre var Ordre, og Ordren skulde udføres, om den var nok så idiotisk, set med mine Øjne. Men han havde lagt Mærke til mig. Jeg var en rigtig Stivnakke! Først det med Brevene og nu denne Ordre, som jeg ikke havde udført. Han skulde nok holde Øje med mig. Tredie Gang skulde jeg ikke slippe så nemt. Og så oplevede jeg det Øjeblik, som er så skønt og uforglemmeligt i en lille Soldats Liv.
Da jeg blev ved med at glo på ham med intetsigende Øjne og bare en Gang imellem sagde: „Jawohl, Hr. Leutnant,“ forløb han sig og råbte:
„Ja, Sie sagen: Jawohl! Jawohl, Hr. Leutnant, aber man sieht es Ihnen an, Sie denken, Sie konnen mich im A. l.!“
Jeg beherskede min Lyst til ikke at sige: „Jawohl, Hr. Leutnant, “ — men tav …
(… fortsættes)