13. maj 1915 – Ellen Jensen: “Krigsbrød”

Ellen Jensen var gift med journalist J.N. Jensen, der arbejdede for Flensborg Avis. Han var blevet indkaldt i august 1914, og som så mange ægtepar adskilt af krigen førte de en omfattende brevveksling. Brevene opbevares i dag i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg, og giver både et indblik i soldaterlivet og i livet på Hjemmefronten i Flensborg, hvor Ellen boede med deres to små piger, kaldet Pus og Søs.

Tyske rationeringsmærker til 50 gr. brød eller Mel (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Tyske rationeringsmærker til 50 gr. brød eller Mel (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Fra brev Flensborg 13. maj 1915

”Søs ligger saa lang hun er paa Gulvet, hun er træt, det kniber med at faa et Stykke Rugbrød spist, det skal hun nemlig før hun faar ”Krigsbrød” d.v.s. Sigtebrød. Nu har jeg ikke mere Mel, og Brødkortet er saaledes at vi skal spare umaadeligt, men engang imellem ”holer” jeg mig et ekstra Brødkort omkring, hos dem, der ikke bruger deres helt. Det hedder sig nu, at vi baade skal have Riskort og Kartoffelkort, det er jo mest san[d]synligt. Det skal jo nok herefter blive knapt alt sammen. Sukker kan vi snart heller ikke faa mere, det er beslaglagt til Fodring. Jeg køber nu en Del, som jeg vil have til Syltning, man ved aldrig, hvorledes Vinteren skal blive, selv om der bliver Fred, kan man ikke regne med gode Tider, – vel, det kommer saa an paa, hvorledes Freden bliver. Skal disse Tider blive ved, er det bedre man har noget i Forvaring. Maaske vil Mælken da blive Knap, i Vinter har jeg knapt kunde faa det jeg skulde bruge, nu bliver det bedre, nu da Køerne er komme paa Græs.”

 

En tanke om “13. maj 1915 – Ellen Jensen: “Krigsbrød””

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *