25. maj 1915. Frikendt for at være venlig overfor krigsfanger – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

Barmhjertighedsgaverne til de russiske krigsfanger. Frikendt af retten i Haderslev

Ved bisidderretten i Haderslev forhandledes i torsdags den tidligere omtalte sag mod syv dansksindede beboere i Haderslev, cand.theol. Andersen, forretningsfører Oggesen, bagermester Andersen, agent Chr. Lausens datter, købmændene Lausen Holm og Årø samt vinhandler Bang – der hver var idømt en bøde på 30 mark for ’grov uorden’, begået den 27. marts 1915 på banegården i Haderslev; da en transport af russiske fanger førtes forbi, havde de givet fangerne gaver.

’Dannevirke’ skriver følgende referat fra forhandlingerne:

”Cand.theol. Andersen var ordfører for de anklagede. Han hævdede, at man i skrivelsen fra politimyndighederne havde idømt dem bøder, fordi de havde givet russerne ’kærlighedsgaver’ i denne forbindelse; dem gav man kun til sine egne soldater. Til fanger kunne der kun være tale om barmhjertighedsgaver. Han havde set, at flere fanger gjorde tegn til maven og munden for at gøre tilskuerne forståelig, at de var sultne, og det havde vakt tilskuernes medlidenhed, tilmed, da de så meget medtagne og trætte ud. En af soldaterne, der ledsagede transporten, en landstormsmand, havde også fortalt dem, at de var meget sultne og medtagne; han havde givet dem sit eget brød.

Efter en meget lang rådslagning faldt dommen, der lød på frifindelse. Generalkommandoen havde udstedt forbud mod at give fanger noget, men dette forbud var først kommet langt senere, så det havde de ikke kunnet overtræde.

Russiske krigsfanger som landbrugsarbejdere

’Dannevirke’ skriver:

En væsentlig del af arbejdskraften på de fleste gårde i vor landsdel udgør for tiden russiske krigsfanger. Erfaringen har vist, at de røgter deres arbejde til hus­bondens tilfredshed. Dette bevidnes også ude fra en gård på Vesteregnen. Som så mange andre steder var husbonden og den øvrige arbejdskraft på gården bleven indkaldt. To russiske krigsfanger har nu overtaget driften. Og det interessante er, at de to krigsfanger før krigen i deres hjemstavn i Rusland som husbonde og karl har gået sammen på en gård af samme størrelse som den her i Nordslesvig. Sammen var de bleven indkaldt, var bleven sårede sammen og kommen sammen i fangenskab. De røgter nu gården, som var det deres egen.

Den uøvede landstorm ved fronten

Kommis Chr. Blohm, søn af landmand Blohm i Bylderup-Bov, er falden. Han var indkaldt som ikke-uddannet landstormsmand. Efter endt uddannelse i Rendsborg kom han for nylig til fronten og faldt kort efter. Han blev 26 år gammel.

Italienerne flygter over Vamdrup

Som følge af den truende krig er der ifølge ’Kolding Folkeblad’ siden i fredags med hvert af togene sydfra til Vamdrup ankommet italienere, der flygter fra Tyskland og foreløbig begiver sig til København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *