Sønderjyden Jakob skrev hjem til sin niece fra en russisk landsby

I en russisk Landsby

Rusland, den 9. Februar 1916.

Kære Marie!

Nej, mit Billede, som jeg sendte hjem, var ikke smukt, men det var ejendommeligt, det vil sige Rammen. Den vidner om Russernes Kultur her i denne Egn af det store Rusland. Naar Du vil lægge Mærke til den, saa er den udhulet af ét Stykke Træ og ikke sammensat, som vore Billedrammer.

Vi lever her paa Landet 8—9 Mil fra Lida, ligesaa langt fra Minsk og lidt længere fra Vilna, saa Du kan nok forstaa, at det er endnu værre end i Mjøls.

Landbruget her staar forholdsvis paa samme Standpunkt som Billedrammen. Alle Redskaber er hjemmelavede og af Træ. Harver, Plove, Vogne, Slæder, alt er hjemmelavet og af Træ.

Som Repræsentant for den nyere Tid saa jeg forleden en moderne Symaskine staa ved Ruinerne af et russisk Bondehus. Klædningsstykkerne har ogsaa været hjemmelavede, da man i hvert Hus kan se en Væv og der endnu ligger Rester af pænt vævet broget Klæde mellem Ruinerne.

Ruiner, som i Tyskland, kendes ikke her. Enten staar Husene endnu, eller ogsaa er de helt nedbrændte. De er nemlig byggede helt af Træ, den ene Træstamme lagt over den anden til samme Højde, som hjemme hos os i Kolstrup, og tækkede med Halm. Naar et saadant Hus kommer i Brand, og det har Russerne sørget for saa godt som muligt,  saa brænder Rub og og Stub.

Af de Huse, som endnu staar, tager vi til Dels Bjælkerne, som vi bruger til at bygge Dækninger af og til Brænde. Det sidste maa vi ganske vist ikke, men ved Militæret lærer man at hjælpe sig, og alt er tilladt, naar bare man kommer godt fra det.

Russernes Landbrugsredskaber og Driftsmaader er de samme, som vore var det for 200 Aar siden. At Fremskridt ikke kan komme til sin Ret her, ligger i, at Jorden drives i en Art Fællesskab og hvert tredie eller femte Aar bliver ny fordelt indenfor Kommunen, rettende sig efter, hvormange Indbyggere Kommunen har; enhver Familie skal have sit.

Det var et Stykke russisk Kulturhistorie. Maaske interesserer det Dig ligesaa meget at høre, paa hvilket Kulturstandpunkt jeg selv staar i Øjeblikket. At vi ikke ofte kommer af Tøjet, kan Du vel tænke Dig. At jeg hver Aften gaar i Seng med lange Støvler, rene eller snavsede, som det kan passe sig, paa Benene, Kasket paa Hovedet og Hænderne i Lommen, er ogsaa Tilfældet. Men i Modsætning dertil bliver jeg barberet 2—3 Gange ugentlig, og mit Overskæg bærer jeg som før, efter nyeste Mode. Som Du ser, en sælsom Blanding af middelalderlig Røverridder-Kultur og raffineret Lapse-Kultur fra det 20. Aarhundrede.

Ellers har jeg det godt, lever, som det kan træffe sig, af Rov, d. v. s. af mine Pakker med lidt Tilsætning af Soldaterkost. Vinteren lader os i Ro, og da Solen kommer højere og højere, lader det nok være med at blive altfor slemt.

I Haab om, at I har det godt og med de bedste Hilsener til Dine Forældre, Søskende og i Kolstrup være Du selv bedst hilset fra

Din Onkel Jakob.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)