11. december 1915. Russiske kvinder og børn tigger om brød

Senest ændret den 14. april 2015 11:05

Sønderjyden Jacob skriver fra Østfronten:

December 1915.

Lørdag Eftermiddag Kl. 3.

Vi kom ikke til Lyck, men bøjede af mod Øst og kørte over den russiske Grænse ved Suvalki. Forskellen mærkedes straks. Bygningerne, Redskaberne osv. var meget primitive i Forhold til Østpreussen.

Ved et Ophold, som Toget gjorde for at skifte Maskine og Personale, var russiske Kvinder og Børn straks til Stede for at tigge om Brød. Noget fik de, men det er forbudt at afgive Brød under Transporten, og det er heller ikke let at afgøre, hvem der er mest trængende.

Her paa den russiske Side har Bygningerne intet lidt. Anderledes i Tyskland, da vi passerede Egnen, hvor det masuriske Slag havde staaet i Februar. Her er Fyrreskov i Massevis, og russiske Fanger er i Færd med Skovhugst og Oprydning. Ligeledes er Banelinjen, hvorpaa vi kører, bragt i Orden og der er lagt Dobbeltspor. Vogterhuse, bygget i Villastil, er under Opførsel.

Om Krigen minder talrige Kors og forladte Skyttelinjer og Stillinger. Derpaa Skov og atter Skov. Banelinjen er ikke angivet paa mit Kort, men den er vist ogsaa for største Parten anlagt af Tyskerne i den forløbne Sommer.

Det bliver mørkere. De store Fyrreskove, vi kører igennem, mørkner ogsaa. Og da vi nærmer os Grodno, er det helt mørkt, det vil sige, vi har Maaneskin.

Jacob

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *