24. maj 1915. Forbereder franskmændene et angreb ved Moulin-sous-Touvent?

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange soldater fra Sønderjylland.

Artilleri- og mineilden forøgedes gennem hele måneden og medførte mærkbare tab. Men det var ikke bare det. Når posterne om natten lyttede efter fjenden, opfattede de en stadig vognraslen; jernbanevogne, tilsyneladende også kanoner kørtes frem på skinner, motorer brummede. Alt det opfattedes af natposterne. Særlig foran ”Grænse-” og ”Landværnsstillingen” lød det tydeligt. Dér faldt også artilleri- og mineilden tættest.

Men det mest modbydelige var dog den knirkende lyd af boren under jorden, som man fornemmede i saperne 4, 5, 6 og 8, altså på den højre fløj. Tilsvarende hobede jordmasserne sig op foran Quennevières-Ferme, de blev beskudt af vores tunge feltartilleri, men det var kun symptombehandling, ondets rod fik man næppe ram på. Altså skulle det gå løs igen på det ulyksalige Soltau-Eck. Her faldt ilden også særlig tungt.

Pinsedagene bragte så den sørgelige nyhed om vor forbundsfælle Italiens forræderi.[1] Hos tyskerne blev nyheden modtaget med nærmest ligegyldighed. Den formåede ikke at rokke ved troen på en sejrrig udgang af krigen. Hos franskmændene derimod udløste den en glædestummel. Om natten mellem 24. og 25. maj holdt det slet ikke op med råb og sang derovre. ”Vive l’Italie!”, ”Deutschland kaputt!” sådan lød det herover, et helt fyrværkeri af lyskugler blev brændt af. Den næste morgen prangede foran vor pigtrådsspærring et stor skilt med efterretning om Italiens tilslutning til Ententen … Det blev den følgende nat af en patrulje bragt tilbage påklæbet aviser, som meldte om de tyske sejre i Galicien.

[1] Italien erklærede den 23. maj Østrig-Ungarn krig og brød dermed sit forbund med landet.

Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014)

08-01_Moulin-kort

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *