H.H. fortæller om en episode under den sidste tyske offensiv i juli 1918.
Ligrøvere
Det var i Forsommeren 1918, da Tyskerne foretog deres sidste Modoffensiv ved Marne. Offensiven var stort anlagt, og der opnaaedes ogsaa Fremskridt, men kun ganske kort Tid, saa maatte vi løbe igen. Men, som sagt, der var de første Dage Resultater at opvise, og mange Englændere og Franskmænd maatte lade Livet.
Tyskerne skød med Gasgranater og gjorde rig Høst, Lig af Mennesker og Dyr laa tæt. Det var paa et Tidspunkt, hvor de tyske Soldater var saa udsultet, at de skar Kødstykker ud af de faldne Heste og aad det.
Længe havde vi med Brændenælder og andet Ukrudt givet os selv et Tilskudsfoder til vor knapt tilmaalte Ration, Uniformen hang i Laser. Det var en slagen Hær, som lavede Offensiven.
Sammen med en Kammerat gik jeg en Middagsstund ind over Markerne. Allerede flere Dage havde Solen skinnet fra en skyfri Himmel, det var kvælende varmt, og Luften flimrede for Øjnene af os. Paa en Mark laa en Del faldne Englændere, paa hvem Solen og Varmen allerede havde gjort deres Virkning. Det lugtede af Lig.
Ved den ene Tommy var to tyske Soldater i Gang med at trække Strømperne af ham, hans lange Snørestøvler og Livremmen var allerede væk. Vi standsede og saa paa dem, til Trods for, at Harmen og Væmmelsen kom op i os.
Min Kammerat var Hamborger. „Føj for Pokker, at I ikke skammer jer, I Ligrøvere“ , sagde jeg til dem.
Opløsningen af Liget var vidt fremskredet, og Huden fulgte med Strømperne, det var til at brække sig over.
„Aah, hvad“, grinte den ene frækt til mig, „Tommy mærker ikke noget, og min Kone kan vaske Strømperne ud, saa kan jeg godt bruge dem, det er gode Strømper. Jeg sender dem hjem til min Kone”.
Det var Østpreussere.