Senest ændret den 20. december 2023 19:53
Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.
Dagens julekalender er en afskrift, der er indsendt til Sønderborg Slot. Herunder gengives et indlæg i dagbladet ”Dannevirke” fra den 18. december 1940 af Jens Peter Jacobsen (1886-1941):
“Fire gange jul 1914-18
Nu er det snart jul igen – men det bliver en beklemt jul under disse forhold, og dog må vi takke Gud, når vi tænker tilbage på julene, vi oplevede under krigen 1914 -18.
Jeg blev indkaldt og var adskillige steder ind mod jul i 1914. Vi var spændt på, om vi kom hjem til jul, eller om vi skulle opleve den dér. Det rygtedes snart, at vi, der var gift, skulle rejse hjem til jul, de andre til nytår, og rygtet talte sandt. Glæden var stor, da jeg kom hjem til mine kære, men der var noget trykkende over det hele, da man hele tiden havde den tanke: du må bort igen, og dette alene tog noget af den rigtige juleglæde. Hjemme var man dog, og det var det bedste man kunne ønske sig.
Julen 1915 lå jeg i Frankrig. Vi var kommen tilbage fra skyttegraven og lå længere tilbage på en kaserne. Julen blev forberedt flere dage forud, der skulle gøres rent og pænt alle steder, juletræ skulle skaffes til veje og pyntes. Jeg troede det skulle blive en rigtig julefest. Meningen var god nok, men – dagen kom, vi var forsamlede kompagnivis i den store kaserne. Obersten talte pænt om julen og hjemmet, der blev sunget og gaver uddelt, ja, mange endda den gang. Det var festligt og stemningsfuldt, men det blev snart ødelagt, for da lysene var nedbrændt, blev der båret øl og snaps ind, og så gik det løs på en anden tone. Vi var flere Sønderjyder, der sad for os selv og talte om hjemmet og sang vores julesalmer; der blev mangt et vådt øje blandt de gamle soldater. Vort lille selskab blev snart forstyrret af de andres skrig og skrål og dermed sluttede denne juleaften.
Julen 1916 tilbragte jeg på et lasaret i Flensborg. Jeg havde været syg af difteritis, men var i god bedring. Julen blev også forberedt, vi var for os selv, vi difteripatienter. Vi lå nemlig 12 -14 mand på en stue, og der måtte vi kønt blive Flere havde været der meget længe, jeg lå på 7. uge. Vi skulle være smittefri, inden vi kom ud – men blot drikke af en anden sygs kop, så havde vi baciller nok til næste prøvetagning. Forplej-ningen var allerede dårlig dengang, men min kone Sørine kom lillejuleaftensdag fra Bovlund med god julemad til mig. Hun måtte naturligvis ikke komme ind til mig, men måtte stå ude på gangen og tale til mig. En jernkæde skilte os.
Juleaften var vi overladt til os selv, så der blev ingen fest. Ja, vi havde kun en mand til vor opvartning, alle andre undgik os, selv lægen så vi ikke ret ofte. Denne juleaften blev der hverken talt eller sunget, kun et juletræ var blevet sat ind på stuen. Enhver lå med sine egne tanker – hjemmet og vore kære.
Julen 1917 var jeg for 4. gang kommet til Frankrig og juleaften gik vi i skyttegraven. Det er den tristeste jul jeg nogensinde har oplevet, men tillige den stemningsfuldeste. Julepakkerne hjemmefra havde vi endnu ikke modtaget, så jeg måtte nøjes med det tørre brød. Når vi blev afløst fra vagten, havde vi kun et granat- hul eller en såkaldt ”Schwalbennest” (et hul ind i siden af skyttegraven) at ligge i. I sådan et hul lå vi to mand og holdt jul med det tørre brød og et lillestump lys. Kammeraten var en sydtysker. Da vi havde spist vort brød og talt om hjemmet, og hver af os fortalte om hjemmets skikke i julen, begyndte kammeraten at synge ”Stille Nacht” og jeg stemte i med og det så højt, at hele skyttegraven stemte i med. Det var mørkt, lidt sne var falden, men ganske stille vejr, så sangen kunne høres over til fjenden, thi de begyndte også at synge.
En stemningsfuldere jul har jeg aldrig oplevet og vil aldrig glemme den Men hvor længe var Adam i Paradis? Kl.12 præcis begyndte artilleriet fra begge sider at skyde, alt hvad det kunne og vi blev purret ud til gevær. Det gamle ord fred på jorden varede kun en kort stund.
Det var mine julefester under krigen, nu må vi atter opleve en jul i krig, men vi vil håbe, at det er den første og sidste i denne krig, og at vi næste år må holde jul i et frit og selvstændig Danmark.
Hermed ønskes alle D.S.K. kammerater en glædelig jul.
Jens P. Jacobsen.
Bakkely, Bovlund, den 18. dec. 1940“.
