Lærer H. Petersen fra Blans Skole fortæller følgende episode fra et lazaret i Pommern
I Slutningen af April Maaned 1918 oplevede jeg lykkelige Dage i et Lazaret „Bad Polzin” i Bag-Pommern. Trods mit svære Saar humpede jeg rundt i Lazarettets smukke Have. Der var Kæmpebede med blomstrende Tulipaner og et Væld af skønne Blomster og Vækster. Det var et Paradis for en saaret Frontsoldat. Jeg laa en Eftermiddag i Græsset og dasede i Solskinnet sammen med nogle Kammerater. Og saa begynder den muntre Episode, som her skal fortælles.
Et Stykke fra os kom paa den brede Havegang et Selskab Officerer og desuden en Embedsmand fra Regnskabsvæsenet (Zahlmeister). Det var den sidstnævnte, som fortalte Historier, saadan lidt højrøstet. „Jo, jeg er godt kendt i Nordslesvig”, sagde han. „Jeg har tit været i Graasten, Lyksborg og Sønderborg”.
Det kan nok være, at jeg begyndte at spidse Øren. Det var da dejligt at høre sin Hjemegn nævne, tænk, helt ovre i det yderste Bag-Pommern. Jeg blev ligefrem glad ved Fortælleren. Men saa fortsatte han: „Ja, der er ogsaa smukt her i Pommern, men — der er jo ingen Bjerge her — kun saadanne smaa Bakker, nej, da skulde De se i Nordslesvig — lige over for Sønderborg paa Sundeved; der ligger Dybbølbjerget; — ih, sikken et Bjerg, det er ca. 500-600 meter højt, og saa gaar det stejlt ned i Havet. Storslaaet, kan De tro.”
Det var mere, end jeg kunde staa for. Hurtigt gennemtænkte jeg Situationen. Jeg kendte ikke Fortællerens Rang, derfor vilde jeg kalde ham Hr. Løjtnant, — der kunde jo ikke ske mig noget, vi var da ikke i Tjeneste. Jeg syntes dog, han havde gjort det for grovt.
Da Selskabet langsomt kom forbi os, sprang jeg op og gjorde Honnør: „Jeg beder Hr. Løjtnanten undskylde, at jeg blander mig i Deres Samtale, men jeg maa fortælle Dem, Hr. Løjtnant, at Dybbølbjerget ikke er 500 meter højt, ikke engang 100 meter, det er nøjagtigt 68,4 meter, Hr. Løjtnant.”
Han blev rød i Hovedet, og Herrerne saa interesseret paa Fortælleren og mig. „Hvad siger De, Dybbølbjerget ved Sønderborg er ikke 500 meter højt? Hvorfra ved De det?“
„Hr. Løjtnant, det er min Hjemegn, jeg har travet op ad Dybbøl Banke mange Gange, jeg har leget i Skanserne som Skoledreng, desuden har jeg undervist Seminarieskolens Elever i Hjemstavnslære. — Ja, Dybbøl Banke er 68,4 meter, det kan ikke blive til mere!“
Officererne morede sig, Fortælleren blev noget flov, og inden han gik, sagde han: „Hvad er Deres Navn?” — „Gefreiter Petersen, Stue Nr. 14!” — „Jeg skal huske det!” — Ja, havde han ikke løjet saa grovt, havde jeg holdt min, Mund.
Men der kom et Efterspil: En Dag kom Lazaretinspektøren — nu kendte jeg hans Rang og Titel — ind til mig paa Stue 14 og sagde: „Der har vi Seminaristen, ham med Dybbølbjerget. Gefreiter Petersen, jeg har ingen Skriver, i Morgen begynder De paa mit Kontor. Vi fik et Par fornøjelige Maaneder sammen paa Lazaretinspektørens Kontor, og det kom ene og alene af, at Dybbølbjerget derhjemme i min kære og skønne Hjemegn var blevet saa højt — saa højt.