Jes Sørensen fra Kronborg ved Højer gjorde krigstjeneste som Sergent i Kavalleri Stabswache ved Generalkommandoen for 22. Res. A. K.
Med kortere eller længere Mellemrum blev der af en ældre Major, Grev Rauter, ansat Hesteappel, ogsaa for Officersheste og Heste fra Bagagen.
Greven havde et ualmindeligt godt Kendskab til Heste og interesserede sig stærkt for dem. Under disse Hesteappeller drøftede Majoren sammen med Stabsveterinæren og Stabs-Fanesmeden ivrigt Hestenes Pleje, Sundhedstilstand, Beslag osv., ligesom Majoren ogsaa var stærkt interesseret i, hvilken Race Hestene tilhørte.
I Efteraaret 1915 deltog vi i Felttoget i Serbien. Da vi en Dag laa i Kvarter i Byen Neusalz (Ujviedeck), vis- a-vis Fæstningen Peterwardein, blev der afholdt Hesteappel. Vi havde mistet mange Heste og de, som var tilbage,var i en meget daarlig Fodertilstand.
En pæn, tyk rød Walak vakte, da den blev ført frem for Majoren, hans Opmærksomhed.
Den Hest er kommen godt over Krigen, hvad er det for en Race? spurgte Majoren.
Min Kollega, Sergent Knollenberg, med hvem jeg ofte havde drøftet denne Hest og dens gode Udseende, svarede straks: Det er en Jyde. Kender De en Jyde, svarede Majoren og henvendt til mig bemærkede han : Det maa De jo vide, Sørensen, er det en Jyde?
Javel, Hr. Greve! Svarede jeg.
Æder den ogsaa Sildehoveder? spurgte Majoren.
Jeg vidste, at Majoren ofte skæmtede og ønskede et kvikt Svar, og svarede derfor frejdigt: Javel Hr. Greve!
Naa, sagde han leende, henvendt til Stabsveterinæren, saa er det en rigtig Jyde.
DSK-årbøger, 1915
