I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.
Denne gang er det en stålhjelm, der har tilhørt senere sognerådsformand Claus Christensen, Lavensby på Als. Claus Christensen gjorde så vidt vides krigstjeneste ved Infanteri-Regiment nr. 84, Jäger-Bataillon Nr. 9, Infanteri-Regiment Nr. 136 og Infanteri-Regiment Nr. 132.
De tyske infanterister drog i 1914 i krig i den klassiske pikkelhjelm af læder. Men over for den ekstreme artilleribeskydning ydede pikkelhjelmen stort set ingen beskyttelse, og mange soldater blev dræbt af granatsplinter, der ramte hovedet.
Franskmænd og briter indførte i 1915 stålhjelme, og også tyskerne satte i 1915 gang i en udvikling af en stålhjelm.
Det var kirurgen Friederick Schwerdt og Professor August Bier fra Det tekniske Institut i Hannover, der udviklede det klassiske design, der ydede langt bedre beskyttelse end de franske og britiske typer – men som til gengæld også var meget dyrere at fremstille.
Hjelmtypen var fremstillet af en chrom-nikkel-legering og fik betegnelsen M1916 Stahlhelm. Da hjelmen var fuldt indfaset, nedbragte den antallet af dræbte pga. hoved-læsioner med ca. 70%.
Hjelmtypen er forbillede for moderne militærhjelme endnu i dag.
Hjelmen blev gradvist indfaset i den tyske hær fra begyndelsen af 1916. Forud for angrebet ved Verdun blev der uddelt 30.000 hjelme til soldater i forreste frontlinje. Det var langt fra tilstrækkeligt til alle.
Hjelmen vejer ca. 1 kg, men er alligevel ikke så ubekvem at bære, som den ser ud.
De to “horn” på hjelmen er dels til ventilation dels til at påmontere et såkaldt “Stirnpanzer”, der ydede forøget beskyttelse. Disse blev dog som regel kun båret af skarpskytter og vagtposter, der var særligt udsatte for geværskud forfra. Hjelmen kunne nemlig ikke modstå et direkte anslag fra et geværprojektil, men ydede en udmærket beskyttelse mod mindre granatsplinter.
Standardkamuflagebemalingen bliver først indført i 1918, men der findes eksempler på individuel kamuflagebemaling allerede fra 1916.
Stålhjelmen havde en tendens til at glide ned foran ansigtet. Det var nogle gange med til at redde livet for en soldat, der blev levende begravet.
Hermann Hunger fra Aabenraa har berettet om, hvordan stålhjelmen reddede hans liv.
Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.
Efter stormen på Højde 304 om morgenen den 9. juni kom han helskindet tilbage til skyttegraven.
Efterhånden indfandt sig alle de kammerater, som ikke var alvorligere såret, mange blev liggende derude, både døde og hårdtsårede.
Vi så os om, der var tyndet slemt ud iblandt os, og franskmanden lod os ikke i ro, for inden vi kunne sunde os lidt over det, vi havde været
ude i, begyndte han en trommeild, der varede i 12 timer, helt til om aftenen, og hvordan det er at stå for det, kan vel kun krigsdeltagere forstå.
Der var intet andet at gøre imod dette helvedesvejr end at kravle ind i sin hule, og det gjorde vi. Jeg havde vel kun ligget her i et par minutter, før der sprang en granat oven på min hule.
Jord og sten skred ned over mine ben, men overkroppen var fri. Nu var jeg glad for, at jeg tog min bajonet med tilbage, for den kunne jeg nu bruge som en spade for at befri benene. Det var også lige ved at lykkes mig, da granat nummer to kom og gik ned ved siden af den første.
Jord og sten, meget mere end første gang, væltede nu ned også på min overkrop, kun ansigtet og den ene arm var fri. Jeg var levende begravet.
Det var en frygtelig situation. Jord og sten trykkede på mine ben, på maven og brystet, så jeg ikke kunne trække vejret. Det var ikke til at holde ud. Jeg skreg, men ingen hørte mig.
Så resignerede jeg, trak med den frie hånd stålhjelmen ned over mit ansigt og ventede på døden. Den nyindførte hjelm, som kammeraterne grinte af, var dog med til at frelse mit liv. Jeg kunne høre, at små granatsplinter og shrapnelkugler trommede på den og – så besvimede jeg.
Et stort skrald i nærheden vækkede mig, og jeg skreg igen, stadig forgæves, og så var jeg væk igen.
Endnu en gang kom jeg til bevidsthed, og nu hørtes skriget. To soldater kom krybende hen til mig, og jeg hørte den ene sige disse ord: »Dem Kerl muss geholfen werden«.
Han gik tilbage for at hente hakke og spade, den anden blev hos mig. Så kom der igen en granat og skar benet af ham højt oppe, og da den anden, der havde taget en sanitetssoldat med, kom hen til os og så den første, der nu var død, sagde han: »Nun auch du, mein guter Freund«. Disse ord glemmer jeg aldrig.
Sanitetssoldaten hjalp med at grave mig fri og hjalp mig også hen i en anden hule, hvor jeg lå i flere timer uden at kunne røre mig; men der var ingen granatild lige i nærheden.
Efterhånden mærkede jeg, at den franske ild kom nærmere, og jeg hørte jo nok, hvad årsagen hertil var. Vor maskingeværrede var indbygget lige ved siden af min nuværende hule, og da der kom et granatstykke flyvende lige forbi mit øre, blev jeg opskræmt. Det var ikke så stort og var gået ind i hulens væg.
Jeg følte på det, det var varmt; men nu var jeg klar over, at jeg måtte ud, men hvorledes og hvorhen, thi benene kunne jeg ikke bruge. Så begyndte igen jordklumper og småsten at falde ned på mig. – Jeg måtte ud.
Hvor kan et menneske dog foretage det helt usandsynlige, når det gælder livet; thi blive levende begravet endnu en gang, nej, så hellere få en hurtig død ved en fuldtræffer i skyttegraven.
Jeg vrikkede mig på albuerne gennem graven og trak benene efter mig; det gik kun langsomt, og megen kraft var der ikke i mig mere, men det lykkedes mig omsider at finde en hule, hvor der allerede sad en kammerat. Han havde siddet her hele dagen, uden at der var sket ham noget, og han blev helt glad, da jeg kom vrikkende på mine albuer, dødtræt.
Her blev vi to til om aftenen, da trommeilden stilnede af, og da solen, der havde skinnet hele dagen, var gået ned, blev jeg og mange flere bragt til bryggerikælderen. Her så jeg en kær kammerat ligge, hårdt medtaget og uden bevidsthed. Jeg havde slet ikke set ham hele dagen, heller ikke ved stormen, og nu var det tydeligt, at han lå på det sidste.
Denne beretning har Hermann Hunger senere behandlet litterært. Den er bragt her på siden den 15. maj 2016.
DSK-årbøger 1966