Henningsen, Lars N.: Kampen om de faldnes minde. 100 års strid om mindesmærker og mindekultur i Sønderjylland efter Første Verdenskrig
Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, Nr. 116, Aabenraa 2019, 143 s. Pris: 188,- kr (128,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland).
Det er et interessant fænomen, ”kampen om et minde”. En kamp som bliver udkæmpet efter at krigen er overstået og af de pårørende og efterladte. Det er interessant fordi soldaterne selv ikke smed om sig med nationaliteter. Det ser man tydeligt når man studerer deres erindringer. De tænkte meget mere regionalt. Man møder tit en ung sønderjyde der identificerer sig selv som netop dét: en sønderjyde. Måske fordi mange af dem ikke havde rejst før, og at tale om national identitet kunne derfor være mere uhåndgribeligt end blot at omtale folk efter deres regionale tilhørsforhold. I erindringerne ser man ofte at ”Tyskerne” er et begreb som bruges om ”dem der giver ordrerne”, mens den tysktalende kammerat ved siden af, bliver omtalt som ”Hamburgeren”.
Tilmed kunne man forestille sig at andre identitetsmæssige tilhørsforhold, såsom soldaterfællesskabet i hæren eller identiteten som sønderjyde, er mere definerende i erindringen om den sønderjyske krigsindsats. Altså en indstilling som de efterladte ikke ville kunne sætte sig ind i og derfor kom opofrelsen til at handle om samtidspolitik, især op til grænsedragningen, og det vigtigste spørgsmål blev hvorvidt din afdøde søn, far eller bror var dansk- eller tysksindet. Og dette skulle kunne afspejles i den fysiske erindring om krigen, specielt i de opførte mindesmærker.
Ved hver eneste sognekirke i Sønderjylland kan i dag findes en mindesten eller mindetavle over de soldater fra sognet som faldt i Første Verdenskrig. Alle med deres eget udtryk og eget unikke udseende, og alle med det tilfælles at deres fødsel medførte diskussioner om, hvordan man mindes.
Stridigheder om mindesmærker – og statuer, hvis man skal være ekstra aktuel – er ikke nyt for grænselandet, hvor kulturlandskabet skiftevist har været fortysket eller fordansket. Dermed er forskningen her om så langt fra ubetrådt jord, men som det beskrives i indledningen, så bringer denne bog nye aspekter. Bogen samler nemlig sin opmærksomhed om mindesmærkerne som mødested for forskelle i synet på de faldne på henholdsvis dansk eller tysk side. Den redegør for tilblivelsen, udformningen og inddragelsen i ”det konfliktfyldte forhold mellem dansksindede og tysksindede i mellemkrigsårene”, ifølge Lars N. Henningsen selv. Og dette gøres grundigt og særdeles overskueligt.
Omdrejningspunktet i fortællingen, og det konfliktskabende element ved udformningen af mindesmærkerne, er forskellen i tolkningen af de faldnes død på henholdsvis dansk og på tysk side. Denne modsætning var til stede fra da soldaterne drog afsted og hele vejen igennem bearbejdelsen af de voksende tabstal, og senere erindringen herom.
Fra dansk side var der tale om udførelsen af den tunge pligt, modsat de tyske soldater som havde lidt en heltedød for kejser og fædreland. Bogen er udført kronologisk, hvilket gør at man som- læser lettere kan forstå udviklingen af tanker og følelser, lige fra juni 1914 igennem besættelsesårene og til hundredåret for våbenstilstanden i 2018.
Efter indledningen, der sætter scenen med kontekst og tabstal, følger en gennemgang af den tidlige fase i mindekulturen mens krigen stadig rasede. Henningsen viser med eksempler nogle af de mange bestræbelser, som der lokalt blev gjort for at mindes allerede fra 1915 – arbejdet med at mindes tog til i en sådan grad at den preussiske indenrigsminister i 1916 bad til at man holdt inde med udførelsen af de store mindesmærker. Men da våbenstilstanden kom i november 1918, kunne de efterladte endelig lægge flere kræfter i at arrangere fællesminder. Dette blev dog tungt udfordret af den foreliggende afstemning, og som Henningsen beskriver, så blev de to fortolkninger af hvad soldaterne egentlig havde kæmpet og var faldet for, mobiliseret politisk i diskussionerne op til grænsedragningen.
Den grundige, kronologiske beskrivelse om de generelle træk fortsætter med et kapitel, hvori bestræbelserne på såkaldte ”fælles sogneminder” gennemgås, før Henningsen giver sig i kast med flere detaljerede beskrivelser om enkelte mindesmærker, som hvert har sit eget kapitel.
Den sidste halvdel af bogen er tilegnet en del mindre kapitler om bl.a. dansk og tysk mindekultur i 20erne, og man når at få en idé om at roen var ved at sænke sig, før nazismen gjorde sit indtog og ændrede situationen brat. Henningsen fortæller bl.a. hvordan den tyske værnemagt begyndte at blandet sig i fejringen af Heldengedenktag, som heraf blev et væsentligt større arrangement end hidtil.
Det sidste kapitel giver en hurtig gennemgang af tiden fra slutningen på Anden Verdenskrig og frem til 2018. En tid hvor Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere igen nød friheden til at mindes de faldne danske indtil 2004, hvor det sidste medlem døde. Samt en tid hvor den tyske opmærksomhed rettede sig mod de faldne fra den nye krig, i stedet for krigen 1914-1918, hvilket medførte danske restriktioner om en afnazificering af mindesten, som bl.a. bar hagekors. Læseren bliver også beriget med den fascinerende fortælling om hvordan Knivsbjergs ”Ehrenhain” i 2012 blev til et ”Gedenkstätte”.
Den kamp om de faldnes minde som Henningsen har taget os med på, slutter med freden om de faldnes minde, d. 11. november 2018, hvor Første Verdenskrigs mindesten igen blev midtpunkt, men denne gang med i et fælles ønske om ”at bringe flertal og mindretal sammen i fredens ånd.”
Pernille Bolander
Pernille Bolander er historiker og frivillig medarbejder ved denne hjemmeside.
