Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Nogle af de slesvigske Førere steg nu op ad den høje Trappe, og Dækket blev draget fra to store Guldhorn, der var Befolkningens Hyldestgave til Kongen. “De skal vidne om, at Sønderjylland altid har været dansk, og om vor Glæde over at være blevet forenede igen med Danmark”, sagde deres Talsmand, den gamle Kaptajn C. C. Fischer fra Aabenraa, ved Overrækkelsen.

Et naturligere og værdigere Symbol kunde ikke være valgt. 1639 fandt en Bondepige ved Landsbyen Gallehus tæt udenfor Møgeltønder, hvor i Oldtiden Vejen fra Ribe til Tønder løb forbi, et prægtigt Guldhorn. 1734 fandtes et andet tæt ved.

Af alle de mange er det de mærkeligste Oltidsminder, der nogensinde er fremdragne af Danmarks Jord. Det ene bærer en Runeindskrift paa Gammeldansk, der oversat paa Nutidssproget lyder: “Jeg, Lægæst fra Holte, gjorde dette Horn”.

Det er de ældste Ord, der er bevaret af dansk Tunge. Sammen med de danske Runestene fra Dannevirke er de Jordens egne utvetydige Vidnesbyrd om den danske Odelsret til Landet.

Da sidenefter en Guldsmed stjal dem fra Kunstkammeret i København og smeltede dem om, skrev vor største Digter, Adam Oehlenschlager, Digtet “Guldhornene”, der lagde Grunden til hans Berømmelse. Nu skænkede Sønderjyderne Kongen Hornene i Guld.

Dæmpet lyder Musikken og Sangen til:

Slumrer sødt i Slesvigs Jord,
Dyrekøbt den blev ved Eder.
Sommeren sit Blomsterflor
Over Eders Grave breder;

Mindet flyver som en Fugl
Hen til Slesvigs grønne Vange,
Synger der fra Gravens Skjul
Ensomt sine simple Sange.

mens en gammel Mand, Veteranen Hans Thomsen fra Sundsmark paa Als, menig Soldat i 1864, langsomt, langsomt steg op ad Trinene, fulgt af fire hvidklædte unge Piger, der bar et gammelt Flag udfoldet mellem sig — det sidste danske Flag, der i 64 var strøget i Sønderborg, trofast skjult i Haabet om Genoprejsningen i den danske Familie Reimers’ Gemme.

Nu, da det igen kan vaje stolt og frit,
Beder vi vor Konge: Tag det, det er dit!
Vi har elsket det, mens vore Hjerter led;
Hjerter brast, men ikke deres Kærlighed.

Den fik vore Børn i Arv, og med vort Sprog
har vi givet dem at elske Dannebrog.
Ved dets Dug svor nye Slægter Faneed —
Tag vort gamle Flag, tag vor Trofasthed!

Paa disse Vers, som Hans Thomsen fremsagde, svarede
Kongen:

“Dybt rørt takker jeg for de gamle Veteraners Flag, som de i saa mange Aar har gemt til den Dag, vi alle haabede paa” — og saa løftede han Flagdugen og kyssede den: “Jeg modtager Eders og vort Flag, og idet jeg kysser dets gamle Dug, kysser jeg Jeres Trofasthed. — Det er med bevægede Hjerter, alle vi nordfra staar blandt Eder Sønderjyder. Vor Herre har lønnet Eders Trofasthed, men Tak skal ogsaa rettes til de allierede Magter, som forstod vor fælles Hjertesag.

Den Jord, vi staar paa, er hellig for os alle; thi her gav Fædrene Livet som Indsats, og det Slægten for os kæmpede for og haabede paa, sker Fyldest for os i Dag; netop her mindes vi derfor dem, der med uvisnelig Hæder indskrev deres Navne paa Danmarks Bavtasten.

Vi mindes min Bedstefar, hvis Hjerte hang ved denne Landsdel; vi mindes min Far, hvis Følelser ikke var mindre, og hvem det ikke blev forundt at staa her i Dag i mit Sted. Vi mindes alle dem, der blandt Slægten hernede betegnedes som de ypperste.

Sønderjyder, tag ved mig vort Haandslag som Tak for den Trofasthed, hvormed I gennem de mange trange Aar bevarede Kærligheden til Danmark, til vort Sprog og til
vore fælles Minder. Indtag Eders Sæde blandt os, hvor Eders Plads saa lange stod tom, og byg i Fællesskab med os Danmarks Fremtid. Gud signe Danmark! Gud velsigne
Eder!”

Kongens mægtige Røst kunde høres over hele Skansen.

Ved Talens Slutning lagde han sin Arm om Halsen paa den gamle Mand og kyssede ham.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.