Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Henad 12 stiller vi op til Procession paa Pladsen bag Slottet.

Der ligger det paa det lille Næs ved Svinget ind fra Flensborg Fjord til Alssund. Ingenlunde stateligt at se paa, med Respekt at melde: en gammel Kasse. Men hvad har det ikke indenfor og udenfor sine svære Mure set af Omskiftelser, siden Valdemar Atterdag dansede Bryllup her med Dronning Helvig. I Danmarkshistorien staar det først og fremmest ridset ind som den ulykkelige Borgerkonge Christian den Andens Fængsel gennem 17 lange Aar. Det runde Fløjtaarn, hvor han sad, og hvorfra Sagnet beretter om Stenbordet med Fugen efter hans Tommelfinger, som han pressede ind i Kanten i sin evige, evige Rundgang under tunge Grublerier, er forlængst brudt ned.

Kom man for Krigen over fra Fyen med Skibet fra Faaborg, var det det første Sted, hvor Pikkelhuerne skar en i Øjnene og Hjertet; thi Prøjserne anvendte det til Kaserne.

Under og efter Krigen blev det saa brugt — til Husvilde!

Sic transit gloria mundi: saaledes forgaar Verdens Herlighed!

I Dag fik det dog lidt historisk Oprejsning som Udgangspunkt for det danske Folks Procession op til Dybbølbjerg.

Det danske Folk i Procession, det er i Sandhed en broget Skare. De eneste “stilige” var den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse, der gik i Spidsen, alle, Borgere som Bønder, i lange sorte Frakker og med høj Hat paa — Silkeklaphatten, der pænt ligger flad i en Æske til Hverdag, for paa Festdagen at slaas op med et Smæld. En Amtmand med Guldstriber og hvid Fjerbusk ved Siden af en Rigsdagsmand i graat Jakkesæt og med Straahat paa, runde Hatte og bløde Hatte, Huer, Kasketter, Straahatte og høje Hatte i Hang — saadan som et moderne demokratisk Folk ser ud, der som det danske baade i sin daglige Tilværelse og ved Fest tager Demokratiet for Alvor Med lidt Musik hist og her, med en Fædrelandssang nu og da marcherede vi af i broget Skare, Mænd og Kvinder, høje og lave, langs Havnen, over Pontonbroen, i et Sving forbi de gamle Broskanser og saa lige frem og jævnt opad en halv Mils Vej mod Bankens Top.

Vendte man sig om undervejs, saa saa man Hoved ved Hoved den store Skare bag sig ned ad Landevejen med de høje Alletræer, med Vandet, Bakkerne og de røde Tage i Baggrunden, og med Skanserester og Krigergrave paa Siderne — da de første var ved Toppen, stod de sidste endnu paa Slotspladsen, alle med alvorligt-glade Ansigter i Forventning om Festen.

Det Stykke Vej, der siden Stormen paa Dybbøl i 1864 staar gravet ind i enhver Danskers Sind som vor ulykkelige Hærs via dolorosa — denne Smertens Vej var i Dag bleven en via triumphalis, ikke for et sejersberuset, brovtende Folk, men for stille Lykke og Taknemlighed.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.