Johannes Christensens dagbogsoptegnelser fra afstemningstiden i anden Zone, Mellemslesvig.
Skrevet den 5.Marts Aften.
Lidt efter at jeg havde drukket Kaffe i Morges, kom Kr. Reinholt kørende. i Bil, vi tog sammen ud til Horsbøl. Først var vi hos Gårdejer Jepsen, hvor Stemningen var styrket kendelig for Danmark. Jepsen talte udmærket Dansk, men hans Kone og Børn talte Frisisk og Plattysk, kunde dog godt forstå Dansk.
De spurgte meget interesseret om mangt og meget vedrørende Danske Forhold, og lagde ingen Skjul på hvad de vilde stemme på den 14. Marts. Manden følte sig meget stolt over, at han endnu kunde tale dansk, og glædede sig som et Barn, der skal hjem til Mor igen. Sønnerne tog det nu mere materialistisk. Da vi havde drukket Kaffe og talt sammen en halvanden Times Tid, måtte vi jo videre, det blev besluttet, inden vi gik, at to af Sønnerne skulde med på en Tur til Danmark, og så vilde de sende Bud til en gammel Mand, der også gerne vilde med, at han skulde komme derhen, når vi kom tilbage. Vi lod nemlig Bilen stå hos Jepsen og gik hen til Max Peters. Reinholt havde nemlig en Liste med, for at samle Underskrifter, der skulde indgives til Kommissionen, som Protest mod nogle tyske Embedsmænd, der havde måttet forlade Mellemslesvig under Afstemningen, og nu rejste en voldsom Agitation lige Syd for anden Zones Grænse, hvor de både lokkede og truede Beboerne. Max Peters vilde dog ikke gerne skrive under, heller ikke P.Clausen, som vi var hos bagefter, de var så bange for at få deres Navne frem for Offentligheden, hvis det skulde fejle den 14. Marts. Vi der selv havde været under Knytnæven, kunde jo også nok forstå dem, at de vilde være fri.
Hos P.Clausen talte de også dansk, og var jævne og rare Folk. Da vi kom tilbage til Jepsens Gård, hvor Bilen stod, var den gamle Mand kommen, han begyndte straks at tale dansk med et Glimt i Øjet, og spurgte, om han kunde komme med til Danmark, de havde fortalt ham så meget, om dem der havde været deroppe, at han også gerne vilde med. Han havde ikke været der siden han var ganske ung, og kunde ikke rigtig huske det, hvordan der så ud, vi lovede ham det. Han vilde også gerne høre lidt om den sociale Forsorg i Danmark, han var jo gammel, og kunde ikke undvære sin Aldersrente. Vi gav ham de fornødne Oplysninger, der gjorde ham helt tryg på de Områder, og kørte så videre i Bilen, medens der lød et fortrøstningsfuldt Farvel til os. Medens vi kørte videre, tænkte vi på Formiddagens Oplevelser, og syntes vi havde været i levende Forbindelse med disse Mennesker, og vort glade Håb var styrket.
Reinholt kørte videre til Niebøl, jeg blev i Ernrnersbøl. Efter at have spist, gik jeg til det gamle Dige, langs med det ligger der en lang Række Arbejderboliger, Familierne ejer et Par Tønderland, og lejer andre to Tønderland til Høslet, så er de i stand til at holde to Køer, som Konen passer, medens Manden går på Arbejde, på den Måde har de deres Udkomme, men heller ikke mere. Småt og trangt så det ud alle Steder hvor jeg korn ind, disse Folk har lidt meget under Krigen. De har gennemgående haft de fleste sønner med i Krigen, og mistet mange af dem. Kun på yderst sparsom Måde, har disse dårligt stillet Srnåkårshjem under Krigen kunnet mildne deres Børns hårde Kår i Felten. Intet Under, at disse hjem sukkede efter blidere Kår, frem for de store Bønderhjem, deres Lidelser kan slet ikke sammenlignes.
Medens jeg gik og syslede med disse Tanker, fulgte jeg en Sti nedenfor Diget. Pludselig blev jeg opmærksom på en ung Pige, der korn ud fra et Hus lidt længere fremme, hun gik om bag Gavlen af Huset og hængte noget Tøj op, jeg gik lidt rask til, og stod snart ved Siden af hende. Først talte vi nogle ligegyldige Bemærkninger, og jeg gjorde hende opmærksom på, jeg gerne vilde tale lidt nærmere med hende, og hun bød mig da ind i Stuen, hvor hendes Mor og en Kone til befandt sig. Jeg gik nu lige til Sagen, og indledte en Samtale om Afstemningsdagen der snart forestod, hvor betydningsfuldt Dagen var, at de endelig skulde tænke Sagen godt til Bunds, og indtage et selvstændigt standpunkt, at de bagefter måtte tage Følgerne af deres Stillingtagen på Afstemningsdagen.
Jeg kom dog ikke så langt før den fremmede Kone afbrød mig, at det vidst ikke var for Befolkningens Skyld, Danskerne fjorde så stort et Arbejde hernede, men kun for at få den fede Marskjord til Danmark.
“Nicht die holstenischen Friesen wollt Ihr haben, aber der fetten Marschboden”. “Ikke de holstenske Frieser vil I have, men den fede Marskjord”. Det var lidt hårdt at fa smækket lige i Panden, men det var ikke første Gang jeg fik den, og jeg vidste hvor det stammede fra, nemlig fra de tyske Agitatorer, jeg så også et lille Klip med det ene øjenlåg over til de andre to, mens hun sagde det, og det gjorde mig pludselig modig igen, og nu udfoldede jeg så al min Veltalenhed, imens jeg ransagede mit Indre, og fremdrog al min Viden, og alle mine bedste Tanker og Følelser, jeg havde til Modvægt mod hendes Udfald, dog, det hele virkede som at slå Vand på en Gås, som at hugge i Flint. Hendes Bemærkninger og Afbrydelser ind imellem viste, at hun lod sig ikke noget sige, noget fortælle, medens jeg imidlertid næsten var ved at løbe tør, åbnedes pludselig Døren, og en rask Ungersvend trådte ind i Stuen, efter at have hilst og hørt lidt på et Par Bemærkninger imellem os, udbrød han spontant:
“Ja! – jeg stemmer dansk, den Behandling jeg har fået i Danmark, under Gennemrejsen fra Danmark, den har gjort det Indtryk på mig, at trygt kan vi stemme for Danmark, intet Land er så demokratisk og lykkelig som Danmark – leve Danmark”. Og så svingede han sit lille Dannebrogsflag rundt en Omgang, han havde det med hjem fra Ålborg. Nu var det min Tur at blive forbavset og stum af Overraskelse, med et lod Konerne Maskerne falde, og talte nu løs som danske Venner uden Forbehold, og Samværet formede sig nu som et af mine rigeste Oplevelser jeg har haft og måske får hernede.
Noget efter kom Faderen hjem, han var 71 Ar, men gik på Arbejde hver Dag endnu, den unge Kvinde var Datter i Huset og Ungersvenden var Søn. Datterens Mand var blevet derude, og nu vilde Faderen jo gerne vide lidt, om han kunde få den Støtte hun trængte til, og Forældrene deres Aldersrente. Da vi i bedste Forståelse havde talt sammen en Tid, vekslede vi Håndtryk, og Faderen og Sønnen fulgte mig et Stykke på Vej. Jeg er næsten ved at blive overmodig, så godt som det går, vil mine Indtryk fortsætte på den Måde, så forstår jeg ikke om Tyskerne bliver dominerende ved Afstemningen.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
