Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.
Som typisk for de dages festligheder i småbyerne i Sønderborgs nærhed, vil jeg omtale festen i Ragebøl. Foran skolen stod skolelæreren og arbejdede i haven, da vi kom forbi. Han stødte arrigt i jorden med spaden, da han så os; det var Ragebøls eneste tysker foruden stationsforstanderen.
I gamle huse kom gamle ægtefolk frem i dørene, og hun kiggede frem bag hans skulder og nikkede, mens han tog hatten dybt af for hver befalingsmand, der marcherede forbi. De smilede med de indfaldne munde, men havde store tårer i øjnene, og vi gik med den underligste fornemmelse i brystet og halsen.
Efterhånden som vi blev mere vant til det, fik vi indstuderet et hurra, som begyndte med et trefoldigt hurra i første deling, og så blev grebet af anden og sådan trefoldigt rullede fra deling til deling ned gennem kompagniet. Der blev ikke sparet på det. Heller ikke på sange, og først og fremmest »Den gang jeg drog af sted« og så »Madelon«. –
En lille pige med rødt skærf om sin hvide kjole stod parat hos sin moder med buketten af de røde og hvide blomster og gik frem mod premierløjtnanten, da han kom på sin store hest. Han måtte læne sig helt ned så langt, han kunne, for at nå den lille piges hånd med blomsterne.
En mand stod frem og holdt en af disse hjertelige velkomsttaler, vi så ofte fik at høre, og som hver gang fik mig til at undre mig over, at det fandt vi hernede efter over et halvt århundredes fremmedherredømme.
Mens vi endnu stod opstillede under talen, kom små piger hen til os med blomster, lilliekonvaller, syrener, stedmoders, som de nejende rakte os. Foran Ragebøls forsamlingshus stod en skare af folk fra egnen, og iblandt dem gamle veteraner.
Dem tog officererne sig af og viede dem hele deres opmærksomhed, og lykken strålede i de gamles ansigter, da de sad bænkede ved kaffebordene mellem alle soldaterne, og man hørte i et væk deres høje, spæde gammelmandsstemmer.
Vi så til hinanden, da vi var anbragt ved bordene og havde lagt de blomsterprydede huer fra os i vinduerne. Det var utroligt, så der var blevet dækket op for os, og hvilket arbejde måtte det ikke have været at få al den mad smurt og alle de kager bagt. Det var, som om de ville vise os, på en for soldater letforståelig måde, at det var grænseløst, hvor meget de ville unde os. Fadene rørte ved hinanden over hele bordets længde, og der var ligesom lidt betænkelighed ved at bryde hul og ødelægge det festlige syn.
Vi nåede da også langtfra at få spist op, og det skønt hver især gjorde sit bedste; der kom stadig nye, topfyldte fade af stadig samme overdådige lækkerhed, og vi åd, til vi var revnefærdige og ikke kunne spise mere den dag. –
Stille gik en ældremand op på tribunen. Han havde sort skæg og en skarpt skåret profil og stod med nedslagne øjne, mens han fortalte. Det var om den gang, han sidst havde set de danske soldater. Her på samme sted. På vejen derudenfor, som vi var kommet ad.
Ordene husker jeg ikke. De faldt langsomt og søgende, alt som mindet dukkede frem, og det var ikke til at mærke på ham, at han stod i en stor forsamling.
Men det billede, ordene fremkaldte, står lige så levende for mig, som havde jeg oplevet det selv: soldaterne, der kom fra Dannevirke, sneen, hvor bålene brændte og maden kogtes, og en lille dreng, der lykkelig, uden at ane, hvad det var, han så, stormede rundt fra den ene gruppe til den anden.
Det var dog blevet et indtryk for livet, og stedet, hvor det var sket, kunne han endnu forklare os, hvor var. Salen blev ryddet og fejet, og der var snart fuldt på gulvet af dansende.
M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980