9. september 1915. Regiment 84 på Østfronten

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84. Fra den 8. september 1915 deltog han i kampene ved Njemen.

Vor første optræden underlagt 8. armé gav os et slemt tab. Straks efter overgangen over floden Njemen gik vi ind i en stor skov, ved hvis modsatte kant vi indtog en reservestilling. Bataljonsstaben befandt sig hos 8.kompagni.

Da endnu engang shrapnel-hagl i den opblussede artilleriduel raslede ned over skovkanten, blev bataljonskommandøren, kaptajn Hülsemann, såret og måtte bæres bort. Han havde ført II bataljon i mange kampe, og han havde alles ubegrænsede tillid. Det var nok, at han var tilstede for at udløse følelsen af sikkerhed i de kæmpende rækker. Derudover havde han sørget for sin bataljon på bedste måde, og vi har sommetider undret os over, hvordan han bar sig ad med at få feltkøkkenet på plads i det rigtige øjeblik. Det var derfor ikke så mærkeligt, at denne førers afgang blev almindeligt beklaget.

Kaptajn af reserven Fürsen overtog føringen af II bataljon.

Hen mod aften blev vi sat ind, overhalede de forreste linjer og gravede os ned, da den fjendtlige ild blev for stærk.

Hele næste dag blev vi i denne stilling, stærkt beskudt af fjendtligt artilleri, uden at vi dog havde tab. Andre regimenter blev indsat og overhalede igen vor stilling, hvorpå vi om aftenen blev trukket tilbage til skoven.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer senere i 2015.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *