H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 9. Oktober 1918.
Det er galt med Søvnen. Tankerne er for levende og arbejder for stærkt. Jeg sover kun 3-4 Timer, stundom ikke det, i Døgnet. Haase har det, efter hvad han fortalte mig, ligesaa.
Under den stærke Spændings Tryk arbejder Tankerne ustandseligt med Opgavernes Løsning.
Jeg gennemgik i Formiddags Materialet, som jeg har modtaget hjemmefra, og satte straks Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen i Gang med at supplere det fra Bibliotekerne og med Indkøb fra Bogladerne. Vi køber Kort og Bøger i Propagandaøjemed og lader vigtige Aktstykker afskrive paa Maskine.
I Rigsdagen traf jeg i Formiddags Professor v. Schutze-Gaevernitz, hvem jeg forgæves har spejdet efter i de sidste Dage. Jeg spurgte ham, om han havde Tid til at drøfte det nordslesvigske Spørgsmaal, og hvis ikke, hvor jeg kunde træffe ham i Morgen.
„Ja, det er meget vigtigt, at vi drøfter dette Spørgsmaal,” svarede han. „Jeg er lige kommen fra Fronten, men i Morgen paa denne Tid staar jeg til Deres Disposition her i Rigsdagen.”
Hr. v. Heydebrand kom og gik stilfærdigt forbi. Tilsyneladende er han atter kommen i Ligevægt. De Konservative bøjer sig for Hindenburgs og Ludendorffs militære Avtoritet, men haaber, at de Allierede vil stille saa haarde og ydmygende Vaabenstilstandsbetingelser, at Tyskland er nødt til at fortsætte Kampen.
I Middags havde vi Fraktionsmøde paa mit Værelse. Vi besluttede at begrænse vore Bestræbelser til at kræve, hvad der virkelig af Sprog og Sindelag er dansk, tilbage til Danmark.
Vi drog paa Kortet en Grænselinje fra syd for Tønder, lige nord for Aventoft, med Aaen og videre med Skelbækken, ind søndenom Frøslev til Padborg Station, derfra med Aaløbet ned og med en lille Bugt ved Kobbermøllen ud til Flensborg Fjord.
For denne Grænse vil jeg nu arbejde under mine amtaler med Parlamentarikerne og Regeringens Repræsentanter.
Vi aftalte Programmet for Vælgerforeningens Møde i Flensborg paa Lørdag og drøftede, hvad der videre kunde gøres her.
Ved Femtiden gik jeg hen i Rigsdagen. Lansings første Svar paa Noten til Wilson var lige ankommet og vakte megen Opmærksomhed. Det blev ivrigt drøftet af Partierne, som samlede sig gruppevis.
Dr. Ricklin, Præsident i den elsass-lothringske Landdag, kom og hilste. Han er lige ankommen fra Elsass-Lothringen.
Mens vi talte om Situationen, kom Haase. Vi spurgte straks: „Hvad nyt?” Og han meddelte os, at Regeringen lige havde besluttet at svare imødekommende paa Wilsons sidste 3 Punkter.
Rømningen af de besatte Omraader havde man været forberedt paa, den var bleven glat vedtaget. „Afgørelsen er i Virkeligheden falden,” sagde han. „Der gives nu intet tilbage mere.
Hvilket Omslag i Løbet af 24 Timer. Hertling og Payer anede ingenting, da Ludendorff og Hindenburg den 1. Oktober krævede, at der straks skulde dannes en Regering, som kunde skaffe Fred paa de bedst mulige Vilkaar.
De vilde ganske vist, tilføjede de, endnu kunne fortsætte Kampen i 2-3 Maaneder, men det vilde være en Forbrydelse at kæmpe videre, fordi Kampens Fortsættelse vilde kræve nye Hundredetusinder som Ofre uden at forbedre Stillingen.
“Da Foraarsoffensiven begyndte, var Ludendorff,” gentog Haase, „overbevist om, at Paris og Kanalhavnene vilde blive erobrede i det første Stormløb, men Offensiven gik i Staa, og saa angreb de Allierede med Tusinder af Tanks, med Hære af Luftskibe: Flere Steder blev Fronten gennembrudt, andre Steder vaklede den. I Længden kunde den ikke holdes.
Og efter at have overvejet Sagen i 3-4 Uger uden at underrette Regeringen om den kritiske Stilling, kom saa det bratte Omslag den 1. Oktober.”
Dr. Ricklin spurgte Haase, hvordan han mente, at det elsasslothringske Spørgsmaal vilde blive ordnet, om ved en Folkeafstemning eller simpelthen ved en Desannektion.
Haase. „Der er øjensynlig meget stærke Stemninger for en Desannektion.”
Dr. Ricklin: „Men en Folkeafstemning vil være heldigere. Der kan regnes med, at 95 pCt af Befolkningen vil stemme for Tilslutmng til Frankrig.” Haase: „Ja, det elsass-lothringske Spørgsmaal lader sig let ordne, men hvilke Vanskeligheder vil det polske Spørgsmaal ikke frembyde! Hvis for Eksempel Danzig eller Kyststrækningen ved Danzig skal indlemmes i Polen, er Øst-Preussen en Enklave. Saa maa jeg passere Polen for at komme fra min Valgkreds til Berlin!
Men alt det maa overvindes, ligesaa Erstatningsspørgsmaalet, skønt det ogsaa er vigtigt, da det maaske vil dreje sig om 50 Milliarder Mark.”
Vi skiltes ad.
Da jeg kom tilbage til Hotellet, mødte jeg paa min Etage Forretningsføreren.
„Hvordan staar det?” spurgte han meget interesseret. „Freden marcherer,” svarede jeg. „Regeringen har besluttet at svare Wilson imødekommende og at rømme alle besatte Omraader, men Freden vil blive haard: Tyskland vil miste Elsass-Lothringen, de polske Landsdele og rimeligvis ogsaa Nordslesvig og blive nødt til at betale en vældig Krigsskadeserstatning.”
Idet jeg vilde gaa videre, sagde han: „Mange Tak for den glædelige Efterretning! Man ymtede allerede om, at Freden heller ikke vilde blive til noget denne Gang, og jeg frygtede allerede derfor.”
Udenfor Døren til mit Værelse stod en Stuepige. „Hvordan staar det?” spurgte hun. „Freden kommer. I Julen kan De maaske danse,” svarede jeg. „Men den vil blive haard,” og jeg gentog, hvad jeg havde sagt til Forretningsføreren.
„Gud ske Lov,” udbrød hun. „Der er saa mange, der ikke tror, at det bliver Alvor. Hvad bryder jeg mig om Elsass-Lothringen og alt det andet, naar vi bare kan faa Fred. Men der er heller ingen, der vil kæmpe mere,” vedblev hun. „Paa Nr. 372 bor der en Major. I Gaar sagde han til mig: „Faar vi nu ikke Fred, saa gaar jeg i hvert Fald ikke mere ud!”
Saaledes taler en preussisk Major i disse Dage til en Hotelpige.