Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent. Flugten  blev indledt, men mangel på kul tvinger Dresden i land på en verdensberømt ø.

Tidligt den næste Morgen efter en Nats opslidende Arbejde ved Maskinerne standsede Skruen endelig, og Ankeret gik til Bunds i en stor, smukt svunget Bugt, omgivet af tæt bevoksede Bjcrgskraaninger og med nogle Fiskerhytter og enkelte pænere Huse liggende spredt langs Stranden.

Det var Øen Mas-a-Tierra i Juan Fernandes-Gruppen. Jeg studerede dens Former og Bebyggelse med den største Interesse, for det var jo her, en af min Barndoms Helte, Robinson Crusoe havde levet. Det var Verdens berømteste „øde Ø”, vi var ankret op ved.

Kort efter, al vi var ankret op, blev alle Mand kaldt paa Dæk, hvor Kommandanten fra Skansen saa ud over en Flok snavsede og forvaagedc Fyrbødere og Matroser, der saa ud til at være kørt trætte. Kommandanten selv saa træt og forpint ud, og hans Stemme var lav og brudt, da han talte til os, efter at der var kommanderet: Ret.

—  Saa ondt det gør mig, sagde han, at vi ikke længere kan være til Gavn for vort kære Fædreland — maa jeg meddele jer, at vi bliver nødt til at desarmere Dresden og lade os internere i Chile. Vi har ikke flere Kul og ikke mere Proviant, og vore Maskiner er opslidt, saa de ikke kan holde Farten, og trænger til grundigt Eftersyn på Værft. Lad os sammen raabe tre Hurra for Hans Majestæt, Kejseren!

Vi raabte Hurra og traadte af, ivrigt diskuterende, hvad Kommandanten havde sagt. Mange havde ikke forstaaet det, saa ufatteligt forekom det dem, at vor lange Fart var endt og vore Liv frelst, at vi aldrig mere skulde jage eller jages.

Jeg gik en Tur gennem Fyrpladserne, der saa endnu værre ud end efter Falklands-Flugtcn. Damprørene lækkede, og alle Ristene var brændt igennem. Bunkerne var skrabet for Kul. Der var kun saa meget tilbage, at der kunde holdes sparsommelig Damp under et Par Kedler. En Ventilationsmaskine var halvt ødelagt, og de andre var heller ikke, hvad de skulde være. Alt var opslidt og havareret, og vi selv var brugte og forslidte. Vi havde sejlet langt, siden Krigen brød ud, og baade vi og Skibet havde døjet meget. Det var paa Tide nu, at Rejsen endte.