9. maj 1920. Arbejderorganisationer vedtager resolution om Slesvig

Arbejderorganisationerne til C. I. S.

Paa et Møde i Flensborg 9. Maj 1920 af Repræsentanter for samtlige Arbejderorganisationer (»Arbeiterschaft«) i Flensborg og Nordslesvig vedtoges følgende Res., stilet til C. I. S.

Det Møde af Repræsentanter for den samlede Arbejderklasse i Flensborg og Nordslesvig, som holdes 9. Maj i Flensborg, kræver Selvbestemmelsesret for den nordslesvigske Befolkning for at gøre Ende paa den nationale Ophidselse, de politiske Rivninger og den økonomiske Nødstilstand.

Vi afviser paa det bestemteste og vil med alle Midler bekæmpe ethvert Forsøg paa en ny Ophidselse af den tysk-danske Grænsebefolkning, fra hvilken Side og i hvilken Form det end maa komme.

Vi forlanger, at den Folkevilje, der har lagt sig for Dagen ved Afstemningen, bliver respekteret som det i Fredstraktaten fastsatte Grundlag for Fastsættelsen af Grænsen og uforfalsket bliver gennemført, saa at Basis for enhver Irredenta paa Forhaand fjernes.

Vi kræver, at den tysk-danske Grænse straks fastsættes efter Befolkningens Ønske paa Grundlag af Fredstraktaten (Art. 109) xom et første Forsøg paa en sand Gennemførelse af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Imidlertid hæmmes Saneringen af de økonomiske og politiske Forhold i 1. og 2. Zone, saa længe denne Afgørelse forhales. Vi kræver derfor, at man gengiver Befolkningen den fulde økonomiske og politiske Selvbestemmelse, som kun kan træde i Virksomhed, hvis den internat. Komm. og Besættelsestropperne trækkes tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *