Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 9. juli. „Kl. 11 var jeg på seminariet, hvor Dannebrog blev hejst for første gang. Det var meget højtideligt, men desværre begyndte det at regne og regnen styrtede uhjælpelig ned resten af dagen. Kl. 12 var jeg i kirken til genforeningsgudstjeneste. Det var meget smukt. Derefter var der militærparade på torvet. Magistraten flagede med Dannebrog, og borgmesteren også privat.”

Samme dag (fredag) indeholdt det tyske blad i Tønder en artikel, hvori meddeltes, at dansksindede i Tønder søgte at påtvinge de tysksindede at flage med dansk flag, når kongen om mandagen kom til Tønder, og lovede at fremskaffe de fornødne danske flag. Dette ville man fra bladets side på det skarpeste protestere imod. Kongens rejse skulle ikke være nogen „Potemkin“s rejse og de tysksindede skulle ikke påtvinges at hejse dansk flag. Det virkelige sindelag skulle åbent vises, og derfor opfordredes til, at de tysksindede tværtimod den dag hejste det tyske eller slesvig-holstenske flag, så det sande nationale billede vistes.

Dette var jo en højst ubehagelig situation for mig, og der måtte handles hurtigt, idet tilbagetoget måtte ske i bladet næste dag, lørdag, der var den sidste dag, bladet kom, inden kongens ankomst om mandagen. Schack var rejst til modtagelse m. v. af kongen ved grænsen, og jeg selv fik først fredag aften telefonisk på Schackenborg kendskab til artiklens indhold. Jeg ringede straks om aftenen til pastor Schmidt (Vodder), der boede i Tønder, og aftalte med ham, at han straks næste morgen lørdag kom ind til mig på amtskontoret.

Jeg forklarede ham det gældende flagningsforbud i Danmark og sagde, at det havde man med vilje ikke indført i de sønderjyske landsdele, idet man i og for sig ikke ville have noget imod flagning med tysk eller frisisk flag el. lign. ved private familiefester, men at man selvfølgelig ikke kunne finde sig i demonstrationer, og det ville det jo være i dette tilfælde. Jeg opfordrede ham derfor til på stedet at skrive en erklæring til det tyske blad, så den kom i endnu samme dag, hvilket var sidste dag før kongens ankomst. I denne skulle der stå, at han nu var blevet oplyst om de danske regler med hensyn til flagning og den forståelse, der var udvist overfor dem dernede, og at der derfor ikke på den måde burde flages med tysk flag ved kongens ankomst. Jeg sagde ham også, at jeg intet kendte til, at dansksindede havde opfordret tysksindede til at flage med dansk flag. Hvis dette var sket, beklagede jeg det overordentlig meget, idet jeg mente, at flagning ikke var en parade, men en hjertesag.

Pastor Schmidt indså heldigvis straks rigtigheden af mine synspunkter og skrev med det samme den ønskede erklæring, der kom i det tysksindede blad samme dag. Og der kom ej heller et eneste tysk (el. l.) flag frem ved kongens besøg.

Senere samme dag måtte jeg iøvrigt igen tilkalde pastor Schmidt i anledning af følgende forhold: Danmark havde indrømmet de fratrædende tyske tjenestemænd ret til at blive boende i deres embedslejlighed, uanset at danske embedsmænd havde overtaget kontoret og dets virksomhed. Kongen ville komme til at køre forbi amtstuen; her var der foran huset ud til gaden en flagstang, og den danske amtsforvalter ville selvfølgelig hejse det danske flag der. Da hans tyske forgænger hørte dette, blev han helt vild og sagde, at det var udenfor hans bolig, og at han ville skære flaget ned og hejse det tyske flag og samtidig få tyske børn samlet sammen, som så skulle stå foran huset med tyske flag i hånden, når kongen kørte forbi.

Jeg sagde til pastor Schmidt, at her gaves intet tilbage for mig, og at han måtte forhindre en sådan skandale, der jo i høj grad ville stemple den tyske ånd og den tyske embedsstand. Det forstod han udmærket, og et par timer efter kom han tilbage og sagde, at nu havde han ordnet sagen, hvis jeg kunne betale 300 kr.; så ville nemlig tyskeren med det samme flytte ud af lejligheden og flytte andetsteds hen; de 300 kr. var den leje, han der skulle betale for resten af perioden. Selvfølgelig fik han beløbet. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.