Lærer Andreas Bach var allerede begyndt danskundervisning i Rens inden afstemningen. Få dage før afstemningsdagen stod det dog klart, at der kun var 10 Dannebrogsflag i hele Burkal Sogn. Andreas Bach tog straks sagen i egen hånd.

Paa et tidligt Tidspunkt af Afstemningsforberedelserne havde Den nordslesvigske Kvindeforening paataget sig at ordne Udleveringen af Dannebrogsflag til Afstemningsdagen til alle danske Hjem. Der blev kun bestilt 10 Flag til hele det store Burkal Sogn, men i Ventetiden, under det danske Folkelivs stille Vækst, var der blevet Brug for yderligere 10 Flag, som senere efterbestiltes.

Søndag den 8. Februar, altsaa to Dage før Afstemningen, blev Flagene udleveret fra forskellige Fordelingscentraler, og det faldt i min Lod at cykle til Tønder og hente de 20 Flag til Burkal Sogn, men da jeg kom derud, var der kun afleveret de oprindeligt bestilte 10 Flag til os.

Hvad skulde jeg gøre? Komme hjem uden Flag vilde være en forfærdelig Skuffelse for de mange, der havde Flagstængerne parat, og selv de 20 Flag vilde ikke fylde for meget i Landskabet.

For ikke at skuffe mine Landsmænd og give Tyskerne Anledning til at hovere besluttede jeg at rejse til Ribe for at skaffe Flagene dér, og hvis ogsaa dette glippede, da at fortsætte til Esbjerg. Der gik paa det Tidspunkt kun eet Tog daglig i hver Retning, fra Tønder tidlig om Morgenen og fra Ribe om Aftenen. Der var derfor ikke andet at gøre end at cykle til Ribe.

Men hvilken Cykletur blev dette ikke! Inden jeg rejste fra Tønder, fik jeg ved et Kig i de danske Blade en moralsk Opmuntring ved at gense det stolte Opraab: »Sønderjyder, nu er Dagen der, vi vil hjem«. Som en Sejershymne virkede dette manende Opraab, som Bladene atter bragte, nu umiddelbart forud for den store Styrkeprøve. Snart skulde jeg dog faa et endnu stærkere Varsel om den ny Tid, der
skulde komme.

Det var høj Himmel, Solen skinnede, og Vinden bar med, Cykleturen gik derfor som en Leg, men det, der skilte den fra alle andre Cykleture i mit Liv, var Synet af de mange Flag. Kvindeforeningens Bil var en Time tidligere kørt op gennem Landet og havde delt Flag ud i alle Landsbyerne langs Landevejen, og alle Vegne havde man straks ladet Flagene gaa til Tops som en Slags Generalprøve paa den store Dag i Overmorgen. Fra Gaarde og Huse vajede de flunkende nye rød-hvide Dannebrog; hvad betød det saa, at de tyske Indskrifter endnu fandtes paa de rustne og forfaldne sort-hvide
Vejskilte. Den tyske Fernis var ved at skalle af, den ydre Forvandling fra dansk til tysk skete netop i denne Time.

At opleve denne Forvandling, mens jeg cyklede op gennem Landet,
var som at opleve selve Eventyret.

Ved Rejsby mødte jeg det første danske Jernbanetog, der kom med danske Afstemningsdeltagere. Om det i Dagens Anledning var særlig smykket, erindrer jeg ikke, men alene dette at se Toget med det rød-hvide Baand om Lokomotivets Skorsten, hvor man tidligere kun havde mødt de snavsede, slidte tyske Tog, var som et nyt Led i Landskabets Forvandling fra tysk til dansk.

Efter flere forgæves Henvendelser i Ribe og adskillige lukkede
Døre — det var jo Helligdag — fandt jeg endelig en Manufakturhandler, som havde en Del Dannebrogsflag, der var hængt op til Udsmykning i »Klubbens Hotel« til en Fest, som skulde holdes om Aftenen. Disse Flag kom jeg efter adskilligt Besvær i Besiddelse af.

Nu stod tilbage den ikke mindre vigtige Opgave at faa Flagene over Grænsen og komme hjem med dem. Dette var ikke alene et Toldspørgsmaal. Selv om det kunde være ærgerligt nok at betale Told til Tyskland af danske Flag, der skulde anvendes i et fremtidigt dansk Land, var det dog langt værre, at man sagde, tyske Toldere ved Landegrænsen havde nægtet Indførsel af danske Flag, skønt Nordslesvig jo stod under Den internationale Kommissions Styre.

Jeg var meget ked af at skulle løbe nogen Risiko for mine dyrebare Flag. Dertil kom, at det lakkede stærkt mod Aften, og jeg var ikke tryg ved Tanken om i den mørke Nat at skulle cykle de 47 Kilometer
til Tønder med min kostbare Skat.

Men atter smilede Lykken til mig, idet der om Aftenen kørte endnu et dansk Tog med Afstemningsdeltagere sydpaa til Tønder. Dette Tog fik jeg Lov til at køre med, og Togpersonalet viste fuld Forstaaelse for, hvad det gjaldt, og gemte for en Sikkerheds Skyld Pakken med Flagene i en Tjenestekupé. Det viste sig dog, at baade Told- og Paseftersyn var en ren Formalitet, og da vi vel var over Grænsen, var Rejsen sydpaa sammen med de feststemte og forventningsfulde Afstemningsgæster næsten lige saa festlig som Cykleturen om Formiddagen. Adskillige havde ikke set deres Fødeegn i mange Aar, og skønt de fleste var fremmede for hinanden, følte vi os dog som en stor Familie allesammen.

Ved Ankomsten til Tønder ved 10 Tiden om Aftenen var Cykleturen til Rens jo kun for en Smuttur at regne, men om jeg havde haft 100.000 Kr. paa mig, havde jeg ikke været mere ængstelig for disse end for de Flag, jeg efter saa mange Genvordigheder havde faaet fat paa. Jeg foretrak derfor at overnatte paa et Hotel i Tønder og først næste Morgen cykle hjem til Rens ved Dagslys.

Ved min Ankomst til Rens Mandag Formiddag havde man allerede hørt, at der ikke var mere end 10 Flag til Sognet, og de mest vankelmodige havde derfor endnu ikke faaet deres Flagstang rejst; de vilde ikke unødig løbe nogen Risiko, hvis de ikke fik noget Flag.

Men næppe naaede Rygtet ud i Byen, at jeg var kommet med yderligere 13 Flag — saa mange som jeg kunde faa fat paa i Ribe — før der blev Travlhed med at lægge sidste Haand paa Værket. Et Par Steder var man ikke naaet længere end til med Økse, Baandkniv og Høvl at bearbejde den Gran, der skulde blive til en Flagstang, men allevegne arbejdedes der nu med et Humør og en Energi, der viste, at nu skulde det være Alvor. For at der ikke senere skulde opstaa Misforstaaelser, blev Tildeling af Flag dog betinget af, at Flagstangen kom i Orden, saa Flaget kunde komme til Tops næste Dag.

Det største af dem alle fik Chr. Lorenzen i Burkal, der selvanden skulde præsentere Dannebrog i denne By og derfor maatte have et Flag saa stort, at det kunde vaje hilsende langt omkring. Det smukkeste Flag fik derimod Hans Peter Johansen, Rens. Hos ham var alt i Orden, og det var kun naturligt, at han som den første i Byen lod Dannebrog gaa til Tops.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.