Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig, d. 9. august 1916. Onsdag eftermiddag

Min egen kære Inger!
… Du skriver, at du har en ansøgning liggende, ja, du kan jo godt prøve om du kan få Thaysen til at anbefale den. Det var rart at komme lidt hjem i høsten, men stort håb har jeg ikke. Det eneste skulle være, at det er i den travle høsttid, og det kunne også godt føjes til, at jeg havde orlov i tre uger men blev kaldt tilbage efter 5 dages forløb. Det sagde Bahrt, du kunne skrive.

Ja, dine pakker får-jeg regelmæssigt. I går kom sirupskagen, og den smager meget godt til kaffen, sådan en må du gerne sende en gang imellem. Det kan også godt gå an at sende stegt skinke, og pølserne fejler ikke det mindste. Smør derimod skal du ikke sende endnu, skønt det holder sig meget godt i papdåsen, men jeg kan købe det billigere her. Jeg skal nok skrive, når jeg ønsker smør igen. Nej, du skal ikke sende feldwebelen noget smør, for det er ingen nytte til…

I formiddag har generalen inspiceret regimentet og holdt en lille tale til os, hvori han sagde, at de gamle, som var tilbage, havde kæmpet til hans fulde tilfredshed, og samtidig beklagede han tabene, vi havde haft. Hvis det skulle ske, at vi igen skulle komme med, håbede han, at de ny, som var kommet til, skulle kæmpe lige så godt, som de gamle havde gjort. Vi måtte gå i over en time for at komme til revuepladsen, og så stod vi og ventede i mindst et par timer, inden generalen kom. Det var en blandet fornøjelse. Det eneste der interesserede mig var, at der gik en hel del køer på marken ved siden af, og så kom pigerne og et par drenge og malkede til middag. Der var over 30 køer. Det er store røde køer, de har her på egnen. Det er da godt, at kornet og roerne står godt, men det bliver jo en sildig høst i år.

I går aftes var jeg og fire andre nordslesvigere kaldt hen til kompagniføreren, og han forbød os for det første at skrive, hvor vi var, samt hvis vi hørte et rygte om, at vi skulle der eller der hen, så måtte vi heller ikke omtale det. Og med hensyn til orlov, da skulle vi have et bevis fra landråden, men det er kun når vi selv søger. Når du søger, så går det jo den rigtige vej. Ellers sagde han, at vi skulle skrive flittigt hjem. I går og i dag har jeg været ved at stoppe strømper, og det gik helt udmærket. Når de bliver for simple, sender jeg dem hjem. Jeg fik lidt garn i en fransk butik, men nu sender du nok lidt til mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.