Den 4. maj 1918 bragte Flensborg Avis et feltpostbrev fra en F.C., der i april deltog i forårets anden store tyske offensiv ved Armentières og af tyskerne betegnes som Slaget ved Lys.

I Slaget og paa Lazaret.
(Feltbrev til „Flensborg Avis.)

Det er mørk Nat, Luften er klam og kold. Paa den brede Landevej, som fører fra L. til F., marcherer lange Kolonner af Infanteri paa den ene Side, mens Lastavtomobiler uafbrudt lægger Beslag paa den anden Side af Vejen. Henimod Morgenstunden er vi naaet til F., en større, til Dels sammenskudt Landsby. Vi blev her 5-600 Mand indkvarterede i en Fabrik. Vi laa paa det bare Gulv; der var store Huller i Taget, og Vinduerne manglede fuldstændigt. Omendskønt vi var trætte og mødige efter de sidste Dages Anstrengelser, kunde de fleste dog ikke ret falde i Søvn, da der var alt for koldt.

Om Aftenen Klokken 3 maatte vi atter træde an, for mangen en Soldat for sidste Gang. Det var atter bælgmørkt, og det kneb med at komme ud af Byen, da Gaderne var fulde af Militær. Omsider kom vi da ud af Byen, og det gik nu ind over Marken, som var opblødt af Regnen og fuld af Granathuller. Turen, vi havde at gaa, var kun 6 Kilometer lang, og dog blev Klokken 4 om Morgenen, førend vi havde naaet vort Maal. Vi havde i de 7 Timer ikke haft Tornystret af og var meget trætte. Natten var mild og rolig; de ellers urolige Kanoner synes at være sovet ind, og der faldt ikke et Geværskud. Hist og her forsøgte Fjenden med en Lyskugle at lyse op i den taagede, mørke Nat; men det var forgæves.

Vi havde næppe faaet Tornysteret af og lagt os ned paa vort fugtige Leje, førend der faldt et Kanonskud langt tilbage, og i samme Nu gik det løs fra alle Kanter; den før saa milde Foraarsnat var bleven forvandlet til en frygtelig Orkan. Vi var gaaet over vor første Linje og laa vel kun 50-60 Meter fra den fjendtlige Stilling. Jorden rystede, og Vandet i Granathullerne gyngede frem og tilbage. Det blev ved i 4 Timer. Fra Klokken 8 af blev Ilden endnu værre. De Kanoner, som havde beskudt de fjendtlige Batterier, tog nu ogsaa del i Beskydningen af Skyttegravene.

Efter en halv Times Tid – det var om Morgenen Klokken 8,30 den 9. April – brød Infanteriet frem til Storm. Fjendens to første Linjer var ikke besat, og den sidste Linje gjorde kun svag Modstand. De Folk, som endnu var i Live, var saa fortumlede og medtagne, at de ikke mægtede at gøre nogen nævneværdig Modstand. Blege og tavse kom de os i Møde med Hænderne i Vejret. Bag ved Graven var der anbragt Maskingeværer i Granathuller.

Her blev jeg saaret i Hagen af en Maskingeværkugle. Efter at en Kammerat havde forbundet mig, gik jeg tilbage til Graven, hvor jeg blev siddende en halv Times Tid. Jeg var saa træt, som jeg endnu ingen Sinde havde været. Jeg gik saa langsomt tilbage. Ind over Markerne begyndte Artilleriet at følge efter Infanteriet. Kun med Yderste Besvær formaaede Hestene at bringe Kanonerne fremad. Jeg naaede saa efter et Par Timer ud til Landevejen, som førte tilbage til F.

Her saa jeg, at et Par engelske Granater slog ned og dræbte Mandskab og Heste undtagen en Rytter og Hest ved en Kanon. Jeg gik derhen og saa, at Hesten stod paa tre Ben og Rytteren var saaret i den højre Arm og i Ryggen. Jeg løftede Manden ned af Hesten. Paa Rytterens Opfordring tog jeg et Gevær og gav hans Hest Naadeskuddet. Jeg forbandt nu den saarede, saa godt som jeg kunde, om end han mente, at det var til ingen Nytte. Nogle portugisiske Soldater, som imens var komne til Stede, lavede i Hast en Baare, og en halv Time senere var vi paa Forbindingsstationen. Den saarede kom straks til Lægen; men det var ude med ham. Ja. det var jo kun een, kun een af de mange Tusinder. Men et Sted langt borte fra Valpladsen, maaske i et lille fattigt Hjem, vil Sorgebudskabet slaa nye Saar, som kun sent og maaske aldrig vil læges.

Her paa Forbindingsstationen var Læger og Sanitetssoldater i travl Virksomhed. Sygeavtomobiler bragte stedse nye Patienter. Enhver blev her hjulpen, lige meget om det var Ven eller Fjende. Her kom vi, en hel Flok letsaarede, i et Avtomobil, og en Time senere var vi i L. Her laa vi om. Natten i en stor Sal. Hver Mand kom i en dejlig hvid Seng. Omendskønt jeg var meget træt, sov jeg dog ikke den Nat.

Anden Dags Morgen kom vi med et Lazarettog, og efter 2 Dages Rejse var jeg her i Celle. Her laa jeg først i 8 Dage paa en Kaserne, men kom saa paa Lazaret Med dræbende Langsomhed gaar Dagene her. For dem, som ligger her en Maaned eller to, kan det blive langt nok; men der er jo desværre nok, som skal ligge her i Aaringer. Paa samme Stue, hvor jeg ligger, er der en 30-aarig Mand, som blev saaret i September 1914, og skal han komme sig, er der Udsigt til, at han skal ligge her et Par Aar endnu. Jeg hjælper hver Formiddag at bære de saarede ind i Operationssalen, et sørgeligt Arbejde.

F. C.