9. april 1917. Th. Lorenzen på vej mod Arras

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

Den 18. Infanteri Division, som bestod af Regimenterne 85, 86 og 31, laa i Kvarter i Byerne omkring Valenciennes, Lorch og Brye. Paaskemorgen blev vi alarmeret.

Marchretningen i de to følgende Dage var imod Byen Douai, som vi naaede Mandag [den 9 april] Aften ved Ottetiden. Vi havde haft nogle dejlige Foraarsdage med Solskin, men Vejret slog om til streng Vinterkulde og bragte Frost og Sne.

I et forrygende Snevejr marcherede vi ind i Byen og søgte Hvil paa Fortovskanterne, i Trappeopgange, Gadedøre og deslige, og trods Storm og Vinterkulde faldt vi i Søvn med det samme.

Hensigten havde været, at vi skulde marchere til en By, som laa 12 km længere fremme, hvor man havde forberedt Kvarter til os. Undervejs var der fra Generalkommandoen kommet Kontraordre, og her i Douai skulde vi nu vente nærmere Ordre. I fire Timer laa vi paa Gaden og ventede, og lidt efter Midnat kom der endelig Ordre om, at vi skulde til Proviantdepotet for at modtage Forplejning.

Naturligvis var dette en kær Efterretning oven paa den lange, triste Ventetid; vi havde desuden siden Morgentimerne ikke faaet andet, end hvad vi havde med os i Lommerne. Vi fik en Taar varm Kaffeerstatning, noget Brød og lidt Kødkonserves, som hjalp paa Humøret en liden Stund.

Fra Fronten hørtes Torden fra Hundreder af Ildsvælg, og der fortaltes mange Ting om Englændernes store Offensiv og Gennembrud.

Det kunde ikke fremme Begejstringen for det Foretagende, vi var kommanderet ud til. Vi skulde nu fra Douai sendes med Jernbanen for at naa hurtigere frem. Første og anden Bataillon var allerede undervejs med Toget ud imod Frontlinjen, og nu skulde vi, tredje Bataillon, følge efter med det følgende Tog.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *