Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

7.10

Nu er den Ferie forbi. Imorgen vandrer jeg i Fængsel igen. Så skal jeg vel til at strække Ben på Festengen, (eksercere) hvis jeg da ikke vandrer den anden Vej ud og i Stilling.

Nu håber jeg, at vi får Våbenstilstand inden ret længe. Det er ikke til at blive klog på. Efter ”Hejmdal” ser det ud til at kunne blive til Virkelighed ret snart, men efter hvad der meddeles os i Dagsbefalingerne, så er de allierede ret urimelige i deres Krav for en Våbenstilstand. Og hver Gang Tyskland går ind på Betingelserne, bliver der straks føjet nye Krav til.

Nå lige meget, om de vil skrive under eller ej, det varer dog ikke ret længe nu mere, thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland. ”Vi vil hjem”. Nu vil jeg ud og gå en Aftentur og rigtig nyde Friheden den sidste Aften her.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)