Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Arras.

Næste nat blev jeg sammen med en underkorporal sendt ud i en sammenskudt løbegrav som lyttepost. Det var så tæt ind på franskmændene, at de kunne kaste håndgranater over til os. Graven var halvfyldt med vand, og der lå to døde tyske pionerer. Vi havde altså valget imellem at stå i vandet med de døde mænd om benene eller sidde på kanten, hvor vi efter al sandsynlighed snart ville blive skudt.

Vi blev da enige om at trække os et stykke tilbage, og her byggede vi så et værn af sandsække. Vor underofficer bød os gå ud igen, men det ville vi ikke.

»Ja, så bliver jeg nødt til at afgive melding, og I er vel klar over, at det er lydighedsnægtelse, og tilmed foran fjenden!«

— »Vi nægter aldeles ikke«, sagde jeg, »når kompagniføreren er villig til at gå derud, er vi villige!«

Kompagniføreren har nok ikke ønsket at gå foran med et godt eksempel, i stedet for sendte han en afdeling arbejdssoldater. De øste vand hele natten, og om morgenen var de lige vidt. Så blev stillingen opgivet.

Franskmændene havde imidlertid et godt øje til vor nye plads, men da deres stillinger lå lidt højere, kunne de ikke godt få skuddene anbragt. Granaterne smuttede i reglen ovenover og ned bag skråningen. En dag røg der dog et hjørne af mit skydeskår. Det blev mig lidt for hedt, og jeg ville gå lidt til side. Knap havde jeg vendt mig om, før der slog en granat ned i gravens kant. Jeg satte mig med et bump på halen uden dog at være kommet til skade; men manden, der tog vagten efter mig, blev dræbt.

DSK-årbøger, 1960.