Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret.

(… fortsat)

Det var mørkt, da jeg igen kom til bevidsthed, jeg havde det rent elendigt og følte til mit smertende hoved.

Det var en bylt af forbinding. Pludselig stod hele den frygtelige virkelighed klar for mig. For al fremtid ville alt være mørkt omkring mig, og jeg græd.

Der var så stille, jeg kaldte sagte, men ingen svarede. Så søgte jeg efter en klokke. Der var ingen. Man havde åbenbart ikke regnet med, at jeg skulle vågne til liv igen, men jeg lå da i en seng, altså ikke i  kapellet.

Om jeg dog havde en håndgranat at lægge det smertende hoved til hvile på. Det ville være en nem og hurtig løsning. Til tider for jeg i vildelse op af sengen. Jeg var igen ude i frontens helvede.

Omsider kom der én og lukkede døren op. Jo, jeg var i live, og snart stillede min sunde og stærke fysik krav. Jeg var sulten, men kunne  ikke åbne munden så meget, at jeg kunne tygge. Så madede én mig  med en ske. Det var søster Agathe, en fransk sygeplejerske, som var blevet på sit hospital. Hun var den kærligste og mest omsorgsfulde plejerske, jeg kunne ønske mig, og vi blev snart meget gode venner. Det er uden for enhver tvivl, at hun var med til at give mig livsmodet tilbage.

Med den post, jeg fik, kom jo også »Hejmdal«, og hun havde straks lagt mærke til, at den ikke var skrevet på tysk. Men jeg vil hellere gengive, hvad jeg senere skrev om hende i mine optegnelser:

»Du sad ved min seng og talte til mig, milde, opmuntrende ord. Hvilken livets ironi! Min pligt bød mig som fjende at gå ind i dit land. Jeg havde båret våben mod dit folk, men du fulgte kærlighedens  store bud, dit klosterløfte tro: Elsker eders fjender og gør vel imod dem, som gør eder fortræd!

Din hånd var så nænsom, dine ord faldt som mild forårsregn i mit syge sind. Du madede mig i min  hjælpeløshed, som en mor sit barn, du bragte mig blomster fra naturens farverige billedbog, den jeg aldrig mere skulle få lov til at åbne. Hvor underlig er dog ikke skæbnens store puslespil.

På det tyske sprog, der var os begge så væsensfremmed, forstod vi hinanden. Du fortalte mig om dit elskede hjemland, det skønne Lorraine, og jeg dig om mit, det havomskyllede, omstridte Slesvig. To mennesker under livets mest forskellige vilkår. Vi forstod hinanden, som to sjæle modnet under samme skæbne …

Jeg blev ført videre til næste etape, mod hjem og kærlighed, men du blev derude på din udsatte post for at hjælpe andre og give af dit rige sind. En helt på ærens mark, tifold. For dig bøjer jeg mig i  ærbødighed, du tapre, lille kvinde, søster Agathe!«

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961