En øjenvidneskildring af danske stemmeberettigedes ankomst til Haderslev. Det er den nyligt indsatte borgmester Nicolai Svendsen, der fortæller:

Henad Morgenstunden Søndag den 8. Februar staar to store Skibe ind ad Haderslev Fjord. Langsomt fortsættes Sejladsen gennem det smalle Farvand, hvor Oprensningen er bleven forsømt i de fire Krigsaar og i Overgangstiden med.

En svag Lysning fra Østen begynder at sprede Klarhed over det skønne Land med Dal og Bakker fagre. De Ombordværende, som Natten over har søgt Hvile nedenunder, samles efterhaanden paa Dækket for at nyde Synet.

Det er særlig Stemmeberettigede fra København og Sjælland til Haderslev Vesteramt, men ogsaa nogle til andre Egne og en Del til selve Købstaden. De har endnu ikke haft Tid til at stifte Bekendtskab med deres Medrejsende. Der ser man to graahaarede Mænd, som forsigtigt nærmer sig hinanden, søgende, prøvende. »Det er da vel ikke H. N.?« — »Jo! Jo!« — »Og er det virkelig S. K.?« — »Ja, det er det!« — »Nej, er det muligt! Aa, ja, det er længe siden, vi saas!« — Det var som Drenge i den danske Realskole i Haderslev, og saa skiltes deres Veje. —

Scenen gentages i Smaaklynger. Der er Drenge fra Klingbjerg, fra Naffet, fra Gammelting, fra Bispegade, oppe fra Klostret, nede fra Jomfrugangen, fra Præstegade og ude fra Gammel Haderslev. Der er ældre Damer, som i sin Tid gik sammen i Frk. Taubers Pigeinstitut. Der er Haandværkere og Næringsdrivende, som i de unge Aar drog til Kongeriget for at undgaa den preussiske Trøje. Der er et Par Smaakaarsfolk fra en af Sydhavsøerne, som ikke har været i Sønderjylland siden deres Barndom; men de kender Egnen dér vester ude ved Arnum og Endrupskov fra Forældrenes Genfortælling næsten lige saa godt, som om de havde levet
der alle Dage.

»Ingen kan forstaa eller fatte den Befrielse, der laa i, at vi dog engang i vort Liv kunde faa Lov til at rejse hjem uden at føle det Tryk, som Jernørnen med de løftede Klør ellers altid fremkaldte hos os.

Det var ikke saa sært, at alle følte sig som Søskende. Vi, der oplevede denne Samfølelse, fik et Indtryk, som ikke kan mistes,« skrev en af de Rejsende et Par Dage senere.

Det var Repræsentanter for hele det Slægtled i alle Afskygninger,
Mænd og Kvinder, Rige og Fattige, som engang i Fortiden paa Grund af Tidernes Ugunst drog nord paa over Kongeaaen og bosatte sig der.

De samledes nu denne lyse Søndagmorgen uden Standsforskel i Fællesfølelsen af det store Øjeblik som en eneste stor Familie her paa Skibsdækkets snævre Plads. Aa, ja, det havde de ikke drømt om, at de skulde have denne Oplevelse: en Dag at stævne hjem for at være med til at bestemme Landsdelenes Fremtidsskæbne.

I det islandske Sagn om Gunløg og Helga den Fagre fortælles, at han saa hende sidste Gang, før de skiltes, en Dag paa Altingsmarken. Hun var ham helt nær og dog saa fjern, at de ikke kunde naa hinandens Hænder; heller ikke veksledes der noget Ord imellem dem. De saa blot paa hinanden. For mellem dem gik Aaen. Men dette Syn paa den anden Side Aaen havde han siden altid for sig, saa stolt og skønt og smertefuldt, at det, som han selv siger, sved i hans Øjne derefter.

Dette smukke Billede har Professor Vilhelm Andersen engang ved Genforeningen brugt for at kendetegne Forholdet mellem dem, der drog ud, og deres Længsel efter og Kærlighed til deres sønderjydske Hjemstavn. Det tabte Land og Folk stod for dem i et romantisk Skær som en elsket Kvinde, der var dem saa nær, og som de dog ikke kunde naa. For mellem dem gik Aaen. —

Skibet glider forbi Vonsbæk Præstegaardsskov og Sverdrup
Strand, om Sommeren et Landskab af den blideste Ynde med Skove, furede af Kløfter og slyngende Vande i Samspil med Kysten, forbi Vesterris og den gamle Kirke i Starup.

Nu dukker Byen derinde frem som en rødlig-graa Masse, hvis Enkeltheder er vanskelige at skelne. Ud af Massen hæver sig snart Frue Kirkes Stenkolos op over alle Tage.

Haderslev By ligger foran dem.

Man hører Sirenen lyde derinde fra. Det er Tegnet til Borgerne om at skynde sig til Havnen.

Langsomt glider det store Skib ind mod Bolværket. Inde paa Land er der sort af Mennesker, Værter og Tusinder andre, der ikke vil gaa Glip af denne Oplevelse.

Om Bord synger de »Der er et yndigt Land«. Haderslev Musikkorps sætter i med andre nationale Melodier. Mens Landgangen  forberedes, holdes der Velkomsttaler, og der svares fra Skibet. Der raabes, hilses og vinkes fra Dækket til Kendinge paa Land.

Solen har allerede hævet sig et Stykke over Horisonten og viser dette Gensynsbillede i klar Belysning. Luften er ualmindelig mild og Vinden næppe kraftig nok til at faa de mange Flag til at udfolde sig.

Omsider gaar de Rejsende fra Borde, og der opstaar rørende Genkendelsesscener.

Hvem har tænkt paa Formaliteter! Jeg staar ved Siden af den tyske Overtoldraad for paa Embeds Vegne i min Egenskab af Byens Politimester at føre Tilsyn med, at alt gaar sømmeligt til, som det sig bør.

Lige foran os kommer en Mand slæbende med en hel Sæk Kaffebønner.

»Ja, det er vel ikke helt efter Forskrifterne,« siger Overtoldraaden, »men jeg tror ikke, vi kan begynde paa Toldscener. Man maa jo se stort paa det.«

Det giver jeg ham Ret i.

Musikken spiller. Spejderne myldrer frem for at bistaa og vejlede de Hundreder, som skal fortsætte Rejsen. Unge Piger i Nationaldragt flokkes om de Fremmede for at hæfte en rød-hvid Blomsterroset i deres Frakkeopslag.

Saa bevæger den store Skare sig ind mod Byen, ind under den smukke Æreport med Indskriften: »Nu kalder Danmark paa sine Børn, farvel for evig, du tyske Ørn!«

Lidt senere lægger det andet Skib til, og noget lignende gentager sig, og det gentager sig Dagen efter paany ved Femtiden om Eftermiddagen, da en hel Flotille paa tre store Dampere med Afstemningsgæster, særlig til Haderslev By og Omegn, styrer Kursen ind ad Fjorden og næsten fylder Havnen.

Vejret har forandret sig; det er fugtigt, og det begynder at smaaregne. Men fra alle Skibene straaler en Overdaadighed af Lys, og der lyder i Tusmørket Sang og Tale fra Dæk, fra Kommandobro, fra Rigning og Takkelage. Der viftes og vinkes, mens tre  Landgangsbroer lægges ud. Skibene tømmes.

Alle Afspærringsforholdsregler ved Havnen sprænges. I store Flokke begiver de Rejsende sig ind mod den mørke By, ledsagede
af Værter, Venner og Bekendte.

Efterhaanden opløses Flokkene i Haderslevs Gademylder. Dansk Gæstfrihed udfolder sig nu inden Døre saa godt og hjerteligt, som Omstændighederne tillader det, saavel i de smaa Hjem som i de mere velstaaende Borgeres Huse. Gæsterne kommer jo ikke tomhændede. De pakker ud, dejlige Ting, som her endnu er Rariteter, ikke blot Madvarer, Sukker, Kaffe, Vin, Cigarer og Tobak, men ogsaa rigtig Sæbe og gode Tændstikker, som man har savnet saa haardt.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.