Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.
En betydelig frontforkortelse var opnået. Regiment 86 blev derved fri og skulle være gået i hvilestilling, men måtte give afkald derpå til fordel for det stærkt rystede infanteriregiment 31. Allerede den følgende nat blev I bataljon indsat længere til højre, nemlig ved hulvejen, der fra Grandcourt fører mod nord til Puisieux, venstre fløj ved Moulin ruiné, næste nat II bataljon til højre ved siden af. III bataljon blev som regimentsreserve dels i R1-stillingen, dels i den nylig opdagede hule ved Irles, 2 km nordvest for Miraumont.
Natten mellem den 7. og 8. februar foretog fjenden et angreb på infanteriregiment 85. Sydenden af hulvejen med gården Baillescourt gik tabt. Vor I bataljon var tvunget til at bøje den venstre fløj mod syd. 2. kompagni fik til opgave at genoprette følingen med regiment 85. Det lykkedes med stort besvær. Kompagniet lå hele dagen igennem uden forplejning i kraterne og kunne ikke blive afløst. De led frygteligt af sult og kulde. Om aftenen blev de trukket tilbage til R1.