Feltpostbrev fra P.A. Callø?
Min første Tur til Skyttegraven
Marts 1915.
Den Tur glemmer jeg ikke saa snart. Den frodigste Drengefantasi kunde ikke udtænke en mere eventyrlig Færd. Vi havde ligget i Reserve i en Skov og haft et Par gode Dage. Om Aftenen skulde vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater. Alle Bevægelser ligesom alt Arbejde foregaar om Natten i Ly af Mørket; om Dagen maa ingen lade sig se.
Vi stillede i Mulm og Mørke og satte os i Bevægelse. March kan man ikke kalde det. Det vilde være for farligt og alt for besværligt at marchere i sluttet Kolonne; vi gaar i Gaasegang, den ene efter den anden i en uendelig Kæde. Med Staven i Haand føler vi os frem Skridt for Skridt; det er saa mørkt i Skoven, at man ikke kan se en Haand for sig. Jeg holder min Formand i Frakkefligen for ikke at tabe Forbindelsen. Det er nemlig noget af det værste, der kan ske; naar Kæden brister, er det ikke let at faa den samlet igen. Saadan snegler vi os afsted gennem den tætte Fyrreskov. Kommandoer og Varskoraab løber frem og tilbage gennem Rækken: Holdt! — Følge! — Er alle med: — En Grøft! — En Træstub! De elektriske Lommelamper glider som Sankthansorme gennem Natten.
Endelig naar vi ud af Skoven. Det har vel taget saadan noget som en Time at tilbagelægge den halve Kilometer. Nu gaar det fortere fremad. Paa fri Mark kan man bedre orientere sig, især naar Lyskuglerne stiger op ude fra Skyttegraven. De kaster deres Skær langt ind over Egnen. Lommelamperne maa derimod ikke tændes mere, de kunde røbe os.
Nu er det ikke saa meget Mørket som Føret, der volder Vanskelighed. Vi befinder os paa Grænsen af Oversvømmelsesomraadet, og Jorden er saa opblødt af den evindelige Regn, at det er vanskeligt at finde et tørt Sted at sætte Foden paa. I dette Føre gaar vi flere Hundrede Mand efter hverandre i samme Spor hen over de svære Lerjorder.
Det er et forfærdeligt Ælte. Mine Støvler slutter fast over Vristen, alligevel maa jeg ofte træde flere Gange til for at faa dem med. Vi binder Sejldug eller Sækkelærred om Skafterne op over Knæerne for ikke at faa Støvlerne fulde af Vand. Det er en anstrengende March. Vi gaar kun med halv Oppakning, men lille Byrde bli’r lang Vej tung. Trætheden og Tørsten begynder at indfinde sig, og jeg gør betænkelige Indhug paa Feltflasken, som skal holde til flere Dage.
Øjnene er heller ikke saa gode, som de har været, og der er vanskelige Steder at passere: Granathuller, fulde af Vand og saa store, at man kunde begrave en Hest i dem, Grøfter, som skal tages i Spring eller passeres over en skrøbelig Bro, Hegntraad forneden og Telefontraad foroven. Et Fejltrin, og man ligger der. Men op og afsted igen for ikke at tabe Forbindelsen. Det hændte netop for mig, og det indbragte mig en forsvarlig Overhaling af Kompagniføreren.
Jo nærmere man kommer Skyttegraven, desto større Forsigtighed maa der vises. Man maa træde varsomt, og kommer der en Kugle, staar alle stille. Opdager Franskmanden os, kunde det hænde, at han beredte os en varm Modtagelse med Shrapnell- og Geværild.
Vi naar lykkelig og vel Skyttegraven. Bag dens skærmende Volde føler man sig atter nogenlunde sikker. Det første Spørgsmaal gælder Kammeraterne, hvordan det er gaaet dem, — og det næste os selv: Hvordan vil det gaa os? Vil vi alle vende tilbage, naar det er vor Tur at blive afløst?
A.— ø. [Formentlig Anker Callø, RR]