Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten ved Loretto.

»Hvordan er det gået, doktor?« spurgte jeg lægen, som behandlede mig.

»Det kan måske gå bedre, end det ser ud til, men —«, mente han.

»Sig mig sandheden, doktor, jeg er forberedt på det værste!« 

»Sandheden er ikke god, der er kun meget svagt håb om at redde noget af synet« — og idet han trykkede min hånd, tilføjede han: »De må ikke tabe modet!«

Det var ikke nogen blid køretur ad de oprodede og hullede veje. Den jernringede bil hoppede og slingrede, så jeg måtte holde mig fast ved bårens stænger. Jeg kastede op og havde det meget dårligt, og da vi omsider nåede frem til lazarettet i Hénin Liétard, var jeg omtrent ligeglad med, hvad de foretog sig med mig.

Det var en sygeplejerske, som indførte mit navn i protokollen. Undervejs i ambulancen havde jeg vist været uden bevidsthed et par gange, men nu var jeg fuldstændig klar og kunne svare på alle  spørgsmål. Da hun imidlertid spurgte om min alder, har hun nok troet, at det svigtede lidt for mig. »23 år«, sagde hun, »nej, havde De sagt 43 år, ville vi vist komme det nærmere!«

Jeg svarede ikke, men jeg så mig selv i hele min elendighed. Mager og indfalden, som jeg var, skægget og snavset. Oversprøjtet med blod og opkast. Nej, hun havde nok årsag til at tvivle på min tilforladelighed.

Bevidstheden må have været borte igen, for jeg vågnede ved, at jeg frøs, og opdagede, at jeg ikke havde tøj på. Jeg lå i et hestekøretøj, som skrumplede hen over ujævne bro sten. Jo, nu  huskede jeg det, man havde trukket tøjet af mig og gjort mig ren. Der var blevet talt om et andet lazaret, og nu var jeg altså på vej derhen.

På »Hospice des Mineurs« kom jeg straks på operationsbordet. Man stak med en sonde omkring i hovedet på mig, vel nok for at lokalisere splinter, og så blev jeg bedøvet. Det var, som om jeg sank og sank i  det uendelige, og jeg tænkte, sløj og ligegyldig, at jeg nok aldrig vågnede mere.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961