Mandag den 7. august 1916

Kære forældre!
I dag er det så netop to år siden, at jeg kom i trøjen. Hvor er det dog en sørgelig dag at mindes. Man kan tit blive så tungsindig ved at støde på den slags mindedage. Men ellers har jeg i de to år holdt humøret temmelig godt oppe. Men i den sidste tid har det undertiden knebet lidt.

Der bliver her forlangt for meget af mennesker. Jeg rykkede i stilling den 23. juni og har til dags dato været uden afløsning, d.v.s. et tidsrum af over fyrretyve dage. I den tid har jeg ikke fået mig vasket en halv snes gange. De sidste fjorten dage har været særlig hårde, da vi i den tid har måttet kampere under åben himmel. En nat under åben himmel vil sige en søvnløs nat; da ligger man og tænker på, hvordan man har haft det, og hvordan man kunde have det, når der ikke var krig. Hvor kom mer man dog til at sætte pris på et hjem her, hvor man flakker om som en fredløs mand.

Jeg har gravet mig et hul ind i en lervæg, sådan at jeg lige kan ligge der med benene udenfor, som sådan en røver. Og her får jeg post. Et brev fra den 3. aug. fra jer og et fra Misse og en Hejmdal. Det virker oplivende at føle, at man i dette røverliv dog har forbindelse med mennesker.

For øvrigt tror jeg, at vi med det første bliver helt afløst. Foreløbig kan I være fuldstændig rolige. Det er en ren lykke, at vi har haft det dejligste sommervejr i al den tid.