Senest ændret den 17. september 2021 20:24
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.
Da forårsoffensiven begyndte, havde vi fået en ny kompagnichef. Vi kendte ham; – men ikke for det gode – vi havde før haft ham som kompagnichef en ganske kort tid. Han blev så overflyttet til et andet kompagni, men nu kom han altså tilbage.
I og for sig var han ingen dårlig officer, han var således ikke bange for sin egen pels; men der var én ting, han absolut ikke kunne affinde sig med, og det var, at geværførerne handlede selvstændigt. Det var imidlertid nødvendigt ved MG-kompagnierne, for det hændte ikke så sjældent, at man var en hel kilometer eller mere fra den nærmeste overordnede. Når der så indtraf en situation, hvor omgående handling var nødvendig, var der jo ikke tid til at indhente forholdsordre.
I de fleste tilfælde fik han intet at vide, men opdagede han noget, gik han amok. – Han var ikke som den »Lange«.
Hvad jeg havde fornærmet manden med den første gang, han var hos os, erindrer jeg ikke mere, men lide mig kunne han ikke. Forholdet var gensidigt, så vi levede sammen som hund og kat.
Den første gang løjtnanten var hos os, skulle vort kompagni reduceres fra tolv til ti maskingeværer. Nogle folk blev herved overflødige, og han ville blandt andre have mig forflyttet. Dette satte Hannoveraneren sig imod, og det blev ikke til noget. Først lang tid efter fik jeg dette at vide af skriveren på kontoret. Der havde været et mægtigt opgør mellem løjtnanten og Feldweblen, der havde truet med at forelægge sagen for regimentskommandøren.
Nu havde vi ham igen, og »krigen« begyndte så småt forfra. Han havde ikke glemt mig, – og jeg havde heller ikke glemt ham.
En dag, Hannoveraneren havde mig på tomandshånd, spurgte han mig om, hvordan det gik med min »gamle ven«. Hvad jeg svarede, kan jeg ikke huske, men Feldweblen sluttede samtalen med at sige: »Nur Mut alter, wir werden das Kind schon schaukeln« (Bare rolig, vi skal nok ordne sagerne).
Helt glad ved situationen var jeg ikke, for løjtnanten havde jo i kraft af sin stilling de bedste kort på hånden.
Han startede med at fratage mig ledelsen af et maskingevær, og jeg blev flyttet til et andet, der havde en ganske ung officersaspirant som leder. Han var lige ankommet fra kursus i Tyskland og havde aldeles ingen erfaring, hvad felten angik.
Med overflytningen troede løjtnanten måske, at han kunne drille mig, men jeg var nærmest ligeglad. Jeg aspirerede ikke til nogen »højere« stilling inden for det tyske militær. Jeg var godt tilfreds, når jeg blot kunne komme igennem krigen med skindet på næsen.