Den 22. juni bragte Flensborg Avis under overskriften “I Kamp mod Vest (Af et Feltbrev fra en Flensborger)” følgende beskrivelse af kampene ved Moulin-sous-Touvent.

“Det var om Morgenen den 6. Juni. Solen skinnede klart. Kanonerne tordnede, og Projektilerne slog bestandig ind i vor Grav, 1—5 Granater i hvert Sekund. En saadan Artilleriild havde vi haft fem Dage i Forvejen fra Morgen til Aften, og Franskmændene havde skudt hele Graven sammen. Du har vel hørt, at jeg allerede var begravet i mit Opholdsrum, men at vi tre Mand gravede os selv ud igen.

Klokken blev 9. Ilden syntes at være bleven noget svagere. Da vi skulde afløses af et andet Kompagni, som allerede var kommet, vilde jeg fjerne mig. Mens jeg var undervejs, kom jeg i Tanker om, at jeg havde glemt mine Støvler. Hurtigt løb jeg tilbage igen; men da jeg naaede Graven, var Zuaverne allerede i den.

Der var ikke mere Tale om at skyde. Hurtigt drejede jeg mit Gevær om og slog med Kolben. De blev mig imidlertid for mange: 5—6 Mand fo’r løs paa mig, og jeg maatte flygte efter at have slaaet et Par ned. Det lykkedes mig ogsaa at slippe bort sammen med en Stabssergent og tre Mand. Da vi kom op fra Graven, kom en gammel Landeværnsmand løbende, som havde været begravet i et Opholdsrum, og fortalte, at nogle flere var begravede. Jeg og nogle andre ilede hurtigt til Hjælp, og det lykkedes os at faa endnu en Mand ud, som jeg førte til Sanitetsmandskabet.

Da jeg igen ankom hos mine Kammerater, kom der Ordre fra en Kompagnifører: Alle op paa Højen foran os! Bajonetten blev sat paa, og saa gik det i Storm op paa Højden. Her faldt Føreren med et Skud i Hovedet og mangen Kammerat. Jeg var temmelig paa højre Fløj og kom saa i Stillingen hos 3. Kompagni, hvor der endnu ingen Fjende var at se. Men det varede ikke længe, saa saa vi Fjenden komme ud af Graven. De blev skudte ned, som de kom ud.

Om Aftenen kom jeg ud igen og fulgte med Stabssergenten med en Sæk Patroner. Saa kom 85’erne os til Hjælp, og saa gik det fremad.

Dagen efter blev jeg saaret af en Granat.

C.”