P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten. Den 30. august 1918 blev han taget til fange ved Noyon og kom efter et par dages march til en krigsfangelejr, der blandt soldaterne kaldtes “hungerlejren”.
Men så til de episoder, som jeg antydede. Først beretter jeg om en af de »interessanteste« personer, som vi var mange der stiftede bekendtskab med, og det på en måde, så vi alle var lige forbitrede og dagen efter i vore små samtaler næsten overgik hinanden med forslag om, hvad vi kunne tænke os af pinsler, vi kunne ønske ham udsat for.
Det fortaltes, at han som tysk officer skulle være gerådet i fransk fangenskab, så han altså var en af vore egne – en renegat, altså en overløber.
Han talte fransk og havde derved indyndet sig hos franskmændene, der brugte ham som tolk, og han havde på denne måde bragt det til at være en slags pladskommandant. Altid gik han i en ekstra uniform og med ridepisk, som han ikke generede sig for at bruge, når en af os ikke kom hurtigt nok af vejen, hvilket som oftest ikke var så nemt, da der næsten altid var stor trængsel, hvor vi havde lov til at færdes, og bare han kunne nå en af os med svøben, så benyttede han lejligheden. Jo, han var en sadistisk person. –
Jeg hørte til division 239, og vi havde været med ved Marne i maj-juni, ved Chateau Thierry i 1918. Os kaldte man »Die Rauber von Chateau-Thierry«, og det rygte havde man hæftet på os, fordi vi fik skyld for at have røvet og plyndret, hvad jeg dog ikke har noget kendskab til.
Ofte om formiddagen eller om eftermiddagen, når sadisten gik og kedede sig, hittede han på lidt tidsfordriv, og så kunne han finde på at brøle over pladsen: »Die Rauber von Chateau-Thierry antreten!«, og alle fangerne fra regimenterne 442-443-444 skulle så stille op. Og så gik marchen på pladsen, rundt og rundt, skiftevis i stræk og løb.
Gik eksercitsen ikke efter den »høje« herres hoved, så var han der med pisken, eller han sparkede os i bagdelen. Under løb skulle vi synge: »Lampenputzer ist mein Vater im Berliner Stadttheater, meine Mutter wascht Manschetten für Offiziere und Kadetten«, men sangen gik heller ikke uden små genvordigheder.
Vi prøvede også på at slippe for »turen«, men så var det med at gøre os så ukendelige som muligt, bl.a. fjerne vore regimentsnumre og sprætte garderlidserne af, men det kunne jo ses, da der var mærker, hvor de havde siddet, så det gjaldt jo om ikke at blive opdaget. Men hans medhjælpere og også han selv ledte iblandt de tilbageblevne, og fandt de nogen, så vankede der en ekstra omgang, ja, det var ham en udsøgt fornøjelse, den laban.
Og hvordan skulle han så pines? Ja, der var mange forslag: En landmand ville have ham trukket langsomt, åh, så langsomt, igennem en hakkelsemaskine. Slagteren mente dog, at det var bedre at bruge en kødhakkemaskine eller få ham kogt levende i en gryde fedt. Skrædderen holdt på, at han skulle stikkes ihjel – med knappenåle. Dog alt ganske langsomt, åh, så langsomt, at man ret kunne have fornøjelse derved, længe, ganske længe. – Så stor var forbitrelsen …
Nå, den tid gik også, omend dagene kunne blive så lange som måneder, men det var dog en trøst, at vi var borte fra fronten. Og vi blev også aflusede efter en tre ugers forløb – og da kom vi over i lejren ved siden af.