Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto.

Den følgende aften skulle vi ud til fronten på skansearbejde. Vi kom gennem en stor mineby, Angres. Den var dog delvis sammenskudt, og også kirken var en ruinhob. Herfra fortsatte vi i en løbegrav.

Af og til måtte vi standse og trykke os op mod siden, for at lade sanitetssoldater med deres sørgelige byrder af sårede soldater passere. Hist og her lå en død mand slængt op over gravens kant. Måske død undervejs på båren, og så havde han jo ikke mere hjælp behov, der var nok der forude, som ventede.

Ude i frontlinien forlod vi løbegraven og blev trukket ud i en linie til venstre. Forbindelsen i fronten var her revet over, og vi skulle grave en ny. Det så ikke godt ud her. Jorden var oprodet, og der lå ituskudte våben og andet materiel, og mellem det hele døde mænd.

Der gik en lav banedæmning forbi, og langs med denne havde der stået træer. De var alle som savede over i højde med dæmningens overkant, ramt af projektiler, slynget ud af glammende malmmunde …

Som det altid vil gå, er nogle mindre flittige, og en del havde ikke så stor hast med arbejdet. Jeg havde nu en følelse af, at dette ikke ville ende godt, og derfor gravede jeg alk hvad jeg kunne, og smed jorden op foran hullet. Jeg nåede da også at få en ret god dækning, før det gik løs. Der kom en byge af ild og jernstumper og fejede alt, der stod oprejst, væk. Folk reagerede på mange måder. En del ville søge tilbage til løbegraven.

Der kom én kravlende på albuer og knæ, mens han holdt huen for ansigtet. Jeg kendte ham, det var en polak. Jeg slog en klo i ham for at trække ham ned, men så snart jeg igen slap ham, kravlede han videre på samme måde og slap mærkelig nok godt igennem.

Vi lå fire mand klemt ned i mit hul, deriblandt en slagter fra Angel. »Vi må«, og så bandede han stygt på dansk »Vi må have fat i vore geværer. Vi vil ikke værgeløse lade de sorte skære halsen over på os!« Og så kravlede han op og kastede nogle geværer og patrontasker ned.

Da skydningen efterhånden ebbede ud, afsøgte vi området for at se efter vore kammerater. En medicinsk student, en jøde med det mærkelige navn Øjendick, gjorde her et stort arbejde med at forbinde de sårede, alt mens byger af maskingeværprojektiler bestrøg området.

En af de døde tog vi med tilbage. Han havde en svoger ved vort kompagni.

DSK-årbøger, 1960