Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til den særlige lejr for sønderjyder i Aurillac. Her bad han om at komme på landbrugsarbejde.
Vi var fem mand, der skulle af sted under anførsel af en fransk vagtmand. Vi tog toget til Lugarde og derfra videre med postvognen til landsbyen Condat, der ligger i en idyllisk bjergegn.
I byen Condat kom vi i kvarter sammen med ti andre kammerater. Det arbejde, vi her skulle i gang med, var at hjælpe til hos bønderne.
Vi pressede hø i store baller. Maskineriet bestod af et lokomobil med tilhørende presser. Malermester Nørgaard fra Haderslev havde jobbet som fyrbøder, August Lassen fra Als og Reinhard Sørensen, Bevtoft, hjalp bønderne med at få høet kørt frem til presserne. Som ny mand fik jeg det job at lægge høet i presseren. To andre kammerater, Christian Kaufmann, Abkjær, og Georg Petersen, Jernhyt, bandt de ret store knipper sammen med jerntråd.
Arbejdet foregik på byens skoleplads. Da høpresningen var afsluttet, skulle det store bjerg af baller afleveres til militærvæsenet. Vi gik i gang med at læsse det på vogne, hvorefter det blev kørt ned til banegården i Lugarde. Her blev det læsset på store jernbanevogne
og kørt bort.
Vi var fire til fem mand, der var beskæftiget med at læsse, og vi havde det rart, for vor vagtmand var ikke så streng. Når vi var kommet godt i gang, forsvandt han gerne hen på en nærliggende kro.
Vor arbejdsplads lå i nærheden af pakhuset, og derinde måtte der vel findes mange gode ting. — Vi snuste lidt rundt. Pakhuset stod åbent. Der stod to store tønder derinde. Det var nok vin. — Det var nu en mærkelig skik, synes man nu; men dengang gik enhver fange altid med et vridbor og et tyndt rør i lommen. Der blev boret hul i den ene tønde, hvorefter vi skiftedes til at gå hen og tylle lidt vin i os.
Men der skulle jo passes på, for at vagtmanden ikke opdagede noget. Vagtmanden kom og så til. Læssearbejdet foregik til hans fulde tilfredshed.
Og så var der fyraften.
Vagtmanden indbød os til en lille forfriskning i den omtalte kro. Det blev til en halv liter vin til hver af os. Nu er det sådan med vinen, at den virker ikke straks.
Da vi havde siddet en stund og nydt vinen, forlod vi kroen for at gå tilbage til Condat. Den første halvdel af vejen gik det godt; men så var det, som om man var ved at blive lidt omtåget. Vagtmanden kendte jo ikke sagens sammenhæng, han kunne da ikke tro andet, end at den nydte halve liter vin ikke kunne slå os hatten af; derfor sagde han også »Se nu til, at I opfører jer ordentligt, så I kan nå hjem til jeres kvarter på en pæn og anstændig måde!«
Vi nåede da også godt nok hjem til Condat; men så kunne jeg heller ikke mere. Jeg måtte atter søge ind i en lille kro, der lå lige ved vejen. Beværtningen kendte jeg fra et andet besøg sammen med et par af mine kammerater.
En ældre dame var ejer af denne kro. Hun havde ord for at gøre meget for disse lyse mænd fra det høje nord — fra Danmark. Foruden drikkevarer kunne denne kone, som af os blev kaldt »mor«, også skaffe os andre ting, bl. a. apotekersager.
Da jeg, døsig som jeg var, trådte ind ad døren, sagde jeg: »Syg, mor!«
Hun forstod mig. Jeg skulle bare lægge mig lidt på divanen, så skulle det nok snart blive bedre. Jeg faldt straks hen. Lidt efter dukkede vagtmanden op i døren. Man savnede mig derhjemme i kvarteret. Jeg fik dog lov til at blive og sove rusen ud.
Om aftenen gik jeg hjem til de andre.
(… fortsættes)