5. maj 1917. “Når tre tænder ved én tændstik, skal den ene dø.”

Senest ændret den 17. september 2021 20:27

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten.

I vinterens løb var rygterne om, at vi skulle til vestfronten, dukket op med mellemrum, men nu blev det alvor. Vi blev trukket tilbage.

Hullerne i rækkerne blev udfyldt, så kompagnierne kom op på såkaldt krigsstyrke – 250 mand.

Vi blev læsset i jernbanetog, og den 5. maj 1917 ankom vi til Verdun.

De ni måneder på østfronten var hårde. Regimentet havde haft store tab. Af de 30 sønderjyder, som kom til 3. bataljon, var der så vidt jeg husker, foruden mig selv kun to tilbage. Min gode ven  Thomas havde russerne taget til fange en nat, hvor han og en sydtysker var på forpost. Heldigvis var kun én af de 30 faldet. Han var, hvis jeg husker rigtigt, fra Haderslev. Det var billigt sluppet, men alligevel var det én for mange.

Regimentets samlede tab var efter forlydende ca. 700 faldne, og man kan roligt regne med, at de såredes antal har været mindst fire gange så stort. Russerne var ikke til at spøge med.

Da et krigsstærkt regiment var på ca. 3.000 mand, vil det sige, at teoretisk set var hele mandskabet blevet udskiftet én gang i løbet af de ni måneder. I realiteten var det næppe sådan.

Som jeg før har nævnt, var det altid de nye, det gik ud over. En lille fast kærne i ethvert kompagni var ikke sådan at få ram på. De var, som tyskerne sagde, »mit allen Hunden gehetzt« (nogle snu ræve).

Det var de ganske små ting, man skulle agte på, ting som de nye ikke skænkede en tanke, før det var for sent.

Skæbnen kan ingen løbe fra, som Claus ganske rigtigt sagde til mig; men man skal heller ikke »overbelaste« skæbnen. Ting, der skyldes uoverlagte handlinger og uforsigtighed, må man tage på sin egen kappe.

Jeg er ikke i tvivl om, at udtrykket »når tre tænder ved én tændstik, skal den ene dø«, stammer fra krigens tid. I en mørk nat kan flammen fra en tændstik ses endog meget langt borte, og når så tre tænder med samme tændstik, bliver der rigelig tid til at sende en salve i den retning. Selv gløden fra en tændt cigaret kan en mørk nat være dødsens farlig.

De gamle »rotter« tillod sig aldrig den luksus at ryge om natten, når de færdedes uden for skyttegraven.

Et selvlysende armbåndsur var en nat nær blevet skæbnesvangert for os, da vi en fem-seks mand arbejdede med at udbedre pigtrådsspærringerne. Vi kunne mærke, at russerne koncentrede deres ild mod det sted, hvor vi var.

De kunne umuligt have hørt os; men hvad var det så, der var galt?

Vi gik selvfølgelig i dækning, da v i bemærkede, at »bierne« sværmede lidt vel rigeligt, og vi spekulerede på, hvad der kunne være i vejen. Pludselig var der én, der fik øje på den selvlysende urskive, da manden bevægede armen, og gåden var løst. Uret blev puttet i lommen, og vi arbejdede resten af natten uden at blivegeneret. Så lidt skulle der til.

Østfronten blev en slags forskole for det, der ventede os på vestfronten. Inden afrejsen fra Galicien havde v i drøftet Frankrig mange gange. En gammel kriger afsluttede en dag diskussionen med
at sige: »Kinder kauft Kamme, es gibt eine lausige Zeit« (Børn, køb kamme – det bliver en luset tid).

Manden fik ret.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *