Lille, den 5. Maj 1915.
Kære N.A . !
Jeg kom allerede ud af Lasarettet den 6. April og anretter siden da lettere Tjeneste her ved Kompagniet.
Du maa ellers tro, at det er dejligt her nede i Frankrig for Tiden, blot vi ikke havde den uhyggelige Krig. Rugen staar alt i Mandshøjde og med Vipper her, og Kløveren staar ogsaa tæt og frodig.
Træerne staar saa lysegrønne, og Fuglene synger. Selv Gøgen er mødt. Jeg spurgte den i Gaar: „Kukmand, Kukmand kløw, hvomanne Aae ska’ a’ løw?“
Som Svar derpaa kukkede den mindst 100 Gange, saa der er jo stærk Udsigt til, at jeg vil overleve denne Krig.
Desværre modtog vi i Dag Efterretning om, at der er falden Venner og Bekendte i Flandern i den sidste Tid. Aa, hvor er det trist.
„Triste“ kalder Franskmændene ogsaa Krigen, dette Ord har vi og Franskmændene fælles.
Din hengivne Th. K.
Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)
