Senest ændret den 8. december 2018 19:26
Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun
Da kompagniet den 5. august skulle afløses, og vi samledes i skoven bag Højde 310, hvor »bagagen« med køkkenet stod, lød derindefra et brag, og sprængstykkerne »dryssede« gennem træernes kroner.
Det viste sig senere, at det var den tyske 42 centimeters mørser, der havde haft en »Rohrkrepierer«, men vi slap for at blive ramt af de nedfaldende »smådele«.
Ankommet til køkkenet mødte der os et syn, som jeg kun har oplevet denne ene gang. Der stod et langt bord dækket med almindeligt kommis brød og også hvidt brød, store klumper smør, pølse og ost, sukker og marmelade, og så hed det: Vær så god og spis! Vi kunne få te og kaffe, rigtig bønnekaffe, alt efter smag og behag – og så meget, vi ville. –
Da vi kom tilbage til vore kvarterer i Loisson, var vi svundet betydeligt ind, og der var nu god plads, thi 140 mand havde vi mistet, deriblandt Hans Bøjskov og Andreas Christensen, Lundsgård, som var havnet på et lazaret i Tyskland og hårdt såret. Straks ved angrebets begyndelse var han blevet ramt af en fransk maskingeværkugle, en såkaldt »opspringer«, der ramte ham i den ene side, brækkede to ribben og sad fast i et ribben i den anden side. Han kom senere i fransk fangenskab og havnede i Aurillac-lejren, hvor han ramtes af den spanske syge og – desværre – aldrig vendte hjem til Sønderjylland.
Vi andre seks havde ikke fået en skramme.