Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Sidst i august nåede regimentet egnene omkring Brest-Litowsk.

Vi havde slaaet teltene op for at have lidt læ for kulden, af og til kom der en kugle pibende. Ro fik vi ikke noget af. Klokken 2. skulle vi igen være færdig, kl. 4. skulle vi storme, men da vi saa gik fremad var fjenden forsvundet, og glade var vi for det koster ikke saa faa menneskeliv at storme en skyttegrav, der er godt besat med maskingeværer.

Det var altid mærkelig naar russerne gik tilbage, de vendte sig altid om og afgav af og til nogle skud saa kuglerne peb ustandselig. Nu gik forfølgelsen videre, i torsdags havde vor bataillon forpoststilling. Jeg var med paa en patrouillegang, vi var et halvthundrede mand, vi skulle afsøge en skov, men vi saa ikke noget til fjenden. De blev beskudt af østrigs artilleri et par km. forude.

Nu havde vi ro til fredag middag. Om formiddagen kredsede en fjentlig flyver over byen og lod nogle bombe falde. Om middagen gik det saa videre, om aftenen skulle vi opsøge fjenden, da det blev mørkt gik vi saa frem i tætte skyttelinie, vi kunne ikke se længere end ti skridt foran os, snart gik det til den ene, snart til den anden side, saa det var ikke let at holde retning.

Om ved kl. 2 nærmede vi os en skov paa ca. 1oo m., men paa en gang fik en mægtig ild ud fra skoven, vi gravede os ned og der blev vi liggende til det blev lyst.

En mand af hver gruppe skulle nu liste sig frem og undersøge skovkanten, men da de var fremme begyndte de at skyde, og der blev en rasende ild fra begge sider, men fjenden trak sig tilbage. Da det nu var bleven lyst gik vi fremad igen, da vi kom paa den anden side af skoven kunne vi se fjenden spadsere langs deres skyttegrave en 1500 m. forude. Da vi saa var kommet et stykke ud fra skoven blev russerne os var, men saa begyndte de ogsaa med en rasende ild.

Vi gik saa fremad i spring. Kuglerne peb os om ørene, een fik en kugle gennem benet. Fjenden havde tre rækker skyttegrave bagved hinanden. Da vi nærmede os den første, smed russerne deres geværer, rakte hænderne i vejret og kom os i møde, mens de raabte “Panja, Panja”.

Vi lod dem bare passere vore linier, de gik selv tilbage og krigen var endt for dem. Paa samme maade gik det med den næste skyttegrav.

Men nu kom vi til den tredie, den var stærkt besat og vi kom lige ud for en artilleristilling. Vi kunne ikke komme videre for vi havde ingen artilleri. Fjenden beskød os mægtigt med granater og schrapnells, en mand af min gruppe fik en kugle gennem armen.

Vi fandt nogle bunkers som russerne havde lavet, der kravlede vi saa ned, der var vi dog beskyttet mod schrapnellkugler og granatsplinter, men ikke mod en fuldtræffer.

Om eftermiddagen blev vi afløst, men nu havde vi et øsende regnvejr, saa vi blev godt gennemblødt, og vi frøs helt skrækkeligt. Vi kom saa tilbage til en skov, der fik vi saa middagsmad. Om aftenen da det blev mørkt kom vi til en afbrændt landsby hvor vi skulle overnatte. Vi maatte nu ligge udenfor paa den bare jord og saa vaade som vi var. I kan tro det var ikke behageligt, men saadan er jo krigslivet. Hvem der ikke var syg den kunne sagtens blive det.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)