Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto.

Næste dags aften blev vi trukket noget nærmere ud til fronten. Kanonernes torden derudefra steg og sank stadigvæk i styrke. Til tider hørte man kun enkelte skud, der i næste øjeblik steg til en sammenhængende torden.

Når granaterne hvislede hen over vore hoveder, kunne vi somme tider se stikflammen, når lunten tændtes. Af og til peb også en geværkugle forbi.

Nu gjorde vi holdt ved en hushøj banedæmning, hvori der var gravet opholdsrum. Det var rigtignok ikke vore hyggelige dækninger fra Cannyskoven. Her var knapt med plads. Når vi endelig havde fået os knebet sammen på sovebriksen, kunne vi kun vende os på  kommando.

Sort og snavset vand sivede ned ovenfra, for dæmningen var bygget af jord og affald fra kulgruberne. Det hændte, at der gik ild i en sådan dæmning. Derfor var skinnerne lagt på jernsveller. Der var også gået ild i vor dæmning.

Man kunne ikke se ilden, men når det røg et sted, rodede vi bare den øverste jord lidt til side og satte kogekarret ned, så havde man lidt efter dejlig varm kaffe.

Den skjulte ild åd alt brændbart på sin vej. Vore dækninger, der var bygget af grubetræ, props, forkullede en efter en og faldt sammen.  En stor styrke blev sat til at gennemgrave dæmningen, for at standse ødelæggelsen. Der fandtes nemlig her også et ammunitionslager.

Det lykkedes ikke at standse ilden, og lageret måtte tømmes.

På begge sider af banelinien lå der arbejderkolonier. Lige foran os lå en gade med lutter nye bygninger, hvoraf nogle endnu ikke var helt færdige. Det var dobbelthuse, og de var ret tiltalende. Der var  imidlertid kun brugt to tegninger, og for at få lidt afveksling, var hvert andet hus i rækken forskelligt.

I husene på den anden side dæmningen boede enkelte familier. Jeg tillod mig at gå ind i et af hjemmene. I betragtning af forholdene var indtrykket godt. Nu var det altså galt med sproget. Tilsyneladende var to familier flyttet sammen, men hvad de levede af, blev jeg ikke klog på.

Jeg forstod, at de skældte ud på kapitalismen og på de amerikanske granater. En lille pige på en halv snes år var lige kommet hjem fra hospitalet, hun var blevet ramt af en granatsplint.

DSK-årbøger, 1960