4. november 1917. Et sidste fornuftigt ord, før du dør: Snaps!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Witzleben og jeg var meget sammen. Han var lærersøn fra Rothenburg i Bayern. Selv var han kontormand i Hamborg. Han var ca. 35 år. Han ville ualmindelig gerne have snaps. Han fik tit min brændevin og vin, og det var han meget taknemmelig for.

Når han så var noget påvirket, sagde han altid: ”Noch ein fernünftig Wort bevor du stirbst, Sna-a-a-p-s”.

Han lånte tit mine penge, så gik han tilbage til marketenderiet og købte en hel flaske snaps eller likør. Han skænkede den ud i små portioner, og derved kunne han tjene så meget, at han kunne have  en 10-15 snapse fri til sig selv.

En aften (nat) i efteråret 1917 bar vi ammunition. Det var regnvejr, og Witzleben havde fået lidt mere snaps, end han havde godt af. Han faldt ned i et granathul, der var vand på bunden af det, det var pløret, og Witzleben sank ned i leret til knæene.

Han holdt trolig fast på granaten, men han kunne ikke komme op ved egen hjælp. Han væltede fra den ene side til den anden, smurte sig helt forskrækkelig til idelig gentagende de ord: ”Noch ein fernünftig Wort bevor du stirbst, Sna-a-a-ps”.

Jeg hjalp ham op af pløret, men støvlerne blev siddende. Han viklede nogle sække omkring benet, og så var den klaret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *